Mere end en grisefest: En vinrevolution er på vej fra De Kanariske Øer

En stolt vintradition er ikke just det første man associerer med De Kanariske Øer, men det kan der måske blive lavet om på nu. For et generationsskifte er på vej blandt øernes vinbønder, og det er noget, der kan skubbe vinproduktionen i en ny og mere smagfuld retning.

Mere end en grisefest: En vinrevolution er på vej fra De Kanariske Øer
Offentliggjort

De Kanariske Øer rimer måske mere på grisefester og vandet sangria end kvalitetsvin. Men tro det eller ej: Der er en vinrevolution i gang på den solbeskinnede øgruppe. Bevæger man sig op bag de store feriekomplekser med all you can eat-koncepter en masse, kommer man til et af de mest unikke og alsidige vinområder i verden, hvis du spørger Frederik Kjær, direktør i Frederik Vin, der importerer vin fra tre af de syv øer.

Nye producenter gør op med fortidens brug af sprøjtemidler og udnytter den særlige vulkanske jordbund og de mange mikroklimaer, der er på øerne, til at lave vin.

”I takt med, at yngre producenter overtager deres forældres marker, står de ved en helt naturlig skillevej. De fleste spørger sig selv, om de skal fortsætte som hidtil, eller om de skal prøve noget nyt,” fortæller Frederik Kjær.

Ét af de huse, der netop er gået en anden vej, er Bodegas Hermanos Mesa, der i dag drives af José Mesas tre børnebørn Fernando, Tomás og Carmen.