I gamle dage blev bitre cocktails oftest set i hånden på ældre mænd, som det fx portrætteres i tv-serien ’Mad Men’, men i takt med at cocktailscenen over hele verden er blevet mere udbredt, er de bitre drinks også blevet langt mere populære. Ser man på ranglisten over de mest solgte cocktails på verdensplan, har andenpladsen i årevis været indtaget af Negronien, som må siges at være den mest klassiske cocktail i det bitre univers, og den er kun overgået af ’The Godfather of Cocktails’, Old Fashioned.

Oprindeligt blev bitre drikke fremstillet som medicin mod fx halssmerter eller fordøjelsesproblemer. Den bitre smag kom fra helende urter, der blev præserveret i alkohol for at forlænge holdbarheden, men da kloge mennesker opdagede, at det også kunne drikkes for fornøjelsens skyld, bevægede den medicinske drik sig fra apotekerne og ind på barhylderne rundt om i verden.