Stammershalle

Danmarks bedste spisested mod øst – men Stammershalle vinder ikke kun målt på længdegrader! Det gamle badehotel har præcis den stemning ’af i går’, man drømmer om, når man trænger til at trække stikket ud, samtidig med at der absolut ikke er noget støvet og bedaget over stedet. Køkkenet på Stammershalle er helt i top og er sammen med Kadeau Bornholms bedste spisested. Køkkenchef Daniel Kruse går relativt stille med dørene, men det skal man ikke lade sig narre af – der er pænt med priser og trofæer på cv’et. Han er især kendt som værende landets måske førende dessertkok, og det næsten skygger for, hvor dygtig han også er i det salte køkken. Stammershalle ligger præcis så afsides, man har behov for, når tavlen skal vaskes ren, og stedets værtspar, Henriette Lassen og Henrik Petersen, kan kunsten at omfavne gæsten og få enhver til at føle sig hjemme.

Spis & Sov:

Gourmetophold, 3 dage/2 nætter, 3.898 kr. for 2 pers., kaffe/te og hjemmebag, 2-rettersaftenmenu og 5-rettersgourmetmenu, overnatning i dob. vær. med havudsigt inkl. morgenbuffet.

Miniferie, 4 dage/3 nætter (uden for højsæsonen), 4.485 kr. for 2 pers., kaffe/te og hjemmebag, 3 x 2-rettersaftenmenu og overnatning i dob.vær. med havudsigt inkl. morgenbuffet. Ekstradøgn kan tilkøbes + rabat ved ankomst søndag, mandag og tirsdag. + Altid andre særtilbud i løbet af året.

SE OGSÅ: gastro besøger Stammershalle Badehotel

Stammershalle Badehotel
Sdr. Strandvej 128
3760 Gudhjem/Stammershalle
Tlf. 5648 4210

www.stammershalle-badehotel.dk
__________

Fortsætter på næste side...
Hotel Frederiksminde

Tv-programmet ’Cecilie og Madklubben’ (som Frederiksminde dannede rammerne om) bragte dette sted direkte ind i tusinder af hjem, men da havde Frederiksminde allerede gjort sig bemærket som et af de nyere stjerneskud på den danske ’krohimmel’. Stedet blev købt af skibsreder Hans Michael Jebsen i 2003 og er de senere år for alvor brudt gennem den gastronomiske lydmur med Jonas Mikkelsen som køkkenchef på ’Mindet’ siden 2010. Jonas Mikkelsen, der har en fortid på Svinkløv Badehotel, har bl.a. en Årets Gericke 2012 i kategorien ’Sødt og Ost’ for sin nyfortolkning af citronfromagen, og samme år vandt han også Nordic Challenge. Jonas Mikkelsen er af den nynordiske skole og trækker i vid udstrækning på lokale producenter, og hvad køkkenstaben kan plukke og samle omkring Frederiksminde. Selve hotellet er holdt i en romantisk og til dels nostalgisk stil, men er topmoderne mht. udstyr, teknologi og komfort.

Spis & Sov:

Sanseophold, 1 dag/1 nat, 1.695 kr. for 1 pers. i delt dob.vær., eftermiddagskaffe, 6-rettersmenu og overnatning m.v.

Weekendophold, 1 dag/1 nat, 1.295 kr. for 1 pers. i delt dob.vær., eftermiddagskaffe/ te og kage, snacks før middagen, 3-rettersaftenmenu, overnatning, morgenbord. Ekstraretter i menuen, 6 eller 9, kan tilkøbes + opgradering af værelse. + To andre pakker, Sommerophold og Miniferie.

SE OGSÅ: Få 6 opskrifter fra Hotel Frederiksminde

Klosternakken 8
4720 Præstø
Tlf. 5590 9030

www.frederiksminde.dk
Falsled kro

Man fristes næsten til at sige, at Falsled Kro ikke behøver nærmere præsentation – stedet er en institution og har været det i mere end 40 år. Og Falsled er vitterligt noget særligt, en altomfavnende helhedsoplevelse, man bør unde sig selv bare en gang imellem. Det er ikke billigt, men heller ikke så dyrt, som fordommene hævder. Per Hallundbæk balancerer køkkenet perfekt mellem det moderne innovative og det klassisk franskinspirerede torvekøkken, der gennem årene er blevet kroens signatur, og betjeningen lige så diskret som allestedsnærværende. Når man sidder i pejsestuen og får sin aperitif og har måltidet foran sig, så føler man sig fuldstændig immun over for verdens fortrædeligheder. Værelserne er i stilen ’engelsk herresæde møder fransk landejendom’ – for nogle år siden var de blevet en lille smule trætte i det, men er nu tilbage i storform. Falsled er og bliver en institution.

Spis & Sov:

Almanakophold, 1 dag/1 nat, 1.795 kr. -3.050 kr. for 1 pers. i delt dob.vær. (NB: høj- og lavsæsonpriser), kaffe og eftermiddagslækkerier, 4- eller 6-retters Almanakmenu, kaffe med petitfours, overnatning, morgenmad i kaffestuen. Hallundbæksophold, 1 dag/1 nat, 2.990 kr.-3.445 kr. for 1 pers. i delt dob. vær., Summerbird-chokoladeæske på værelset, kaffe med eftermiddagslækkerier, 1 glas Falsled-kro-champagne med snacks i baren, 8-retters

Hallundbækmenu, kaffe med petitfours, overnatning, morgenmad. + Altid andre særtilbud i løbet af året.

SE OGSÅ: Falsled Kro - ”Det første år var forfærdeligt!”
SE OGSÅ: 6 legendariske opskrifter fra Falsled Kro

Falsled Kro
Assensvej 513
5642 Millinge
Tlf. 6268 1111

www.falsledkro.dk
Dragsholm slot

’Vestsjællands noma’ blev Dragsholm Slot kaldt, da stedet for seks år siden med Claus Henriksen som køkkenchef begyndte sit nye liv som gastronomisk forpost mod vest. Claus Henriksen har en fortid på noma (hvor han fx opfandt ’urtepotten’), og Dragsholm Slot dyrker i ekstrem (god) grad nærhedsprincippet ’fra jord til bord’, så øgenavnet giver mening, men Dragsholm er helt sig selv, og Claus Henriksens køkken er i særklasse personligt. Dragsholm Slot kører to gastronomiske spor, både gourmeten (Slotskøkkenet) og det lettere tilgængelige Lammefjordens spisehus. Slotskøkkenet hører til toppen af landets spisesteder, mens spisehuset ligner et af de bedste value for money-steder, fordi spisehuset så tydeligt har sit afsæt i gourmetkøkkenet, men til helt andre priser. Apropos to spor, så kan man vælge mellem at bo på selve slottet eller i de mere moderne avlsgårdsbygninger. Begge dele har sin særlige charme.

Spis & Sov:

Gourmetophold, 1 dag/1 nat, 1.695 kr. for 1 pers. i delt dob.vær., 5-rettersgourmetmenu (ekskl. drikkevarer) i Slotskøkkenet, overnatning på slottet, morgenmad. Ekstradøgn kan tilkøbes + opgradering af værelset til luksus + udvidelse af menu til 7 retter.

Gastronomiophold, 3 dage/2 nætter, 2.745 kr. for 1 pers. på delt dob. vær., rundvisning på slottet, 5-rettersgourmetmenu i Slotskøkkenet, dagens 3-rettersaftenmenu i Lammefjordens spisehus, overnatning, morgenmad. Mulighed for opgradering af værelset til luksus. + Altid andre særtilbud i løbet af året.

SE OGSÅ: Sommermad: 6 opskrifter fra Dragsholm Slot

Dragsholm Slot
Dragsholm Allé
4534 Hørve
Tlf. 5965 3300

www.dragsholm-slot.dk
Henne kirkeby Kro

’Go west’ lyder et gammelt Village People-hit – og gør det for guds skyld – og din egen især. Kroen blev for et par år siden købt af glasfibermilliardæren Flemming Skouboe – og han satte turbo på den gamle kro ved Vestkysten. I generationer havde Hans Bech Thomsen drevet kroen, og der er dem, der mener, at der er begået et overgreb på den gamle kro, som nu indvendigt fremstår så designersmart, at man føler sig hensat til Milano snarere end lidt nord for Esbjerg. And what’s not to like, som det jo hedder på nudansk! Paul Cunningham står i køkkenet, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed. Man skal lede længe efter en mere personlig kok, en mere utilregnelig og uortodoks kok. Og det er i særklasse positiv ment. Cunningham er ikke bange af sig, Cunningham er ikke for fastliggere – han kan både være rustik, grænsende til det rodede og knivskarp med modelflysamlerpræcision. Og frem for alt har han fokus på smag.

Spis & Sov:

Ingen pakkeløsninger. Fra 725 kr. (onsdag og torsdag)/987,50 kr. (fredag, lørdag og helligdage) for 1 pers. på delt dob.vær. inkl. morgenmad. Hertil mulighed for 2 slags aftenmenuer, Pauls Ma cuisine 850 kr. og Dinner chez nous 975 kr., med mulighed for tilkøb af velkomstchampagne 175 kr., oste 175 kr., kaffe med sødt 175 kr. Det vil sige 2.100 kr.-2.487,50 kr. for 1 pers. på delt dob.vær. med ’hele pakken’ – justeret op og ned i forhold til ankomstdag og menuvalg.

Henne Kirkeby Kro
Strandvejen 234
6854 Henne
Tlf. 7525 5400

www.hennekirkebykro.dk
Svinkløv Badehotel

Svinkløv Badehotel er ligesom Falsled Kro en institution. Det er stedet, stamkunder vender tilbage til år ud og år ind – man booker til året efter, samtidig med at man tjekker ud. Svinkløv er stedet, man søger tilbage til – tilbage til en tid uden spa, wi-fi, fladskærme, gourmetophold etc., og således har stedet helt bevidst valgt at være lidt af en tidslomme og en verden af i går. Et sted, der dyrker gamle dyder som ro og fordybelse, og et sted, hvor man kan komme helt ned i gear. Kenneth Hansen – Danmarks Bocuse d’Or-håb – har styringen med køkkenet, om end man lige i disse måneder næppe skal regne med at se ham, eftersom han øver nonstop til konkurrencen i Lyon. Køkkenet er på overfladen lige så enkelt og uprætentiøst som selve hotellet, og er så – ved nærmere eftersyn – gennemtænkt og elaboreret til mindste detalje. Ligesom Svinkløv Badehotel selv.

Spis & Sov:

Ingen pakkeløsninger. 840 kr. (lavsæson)/ 1.125 kr. (højsæson) for 1 pers. i delt dob.vær. (m. bad og toilet) inkl. morgenmad og aftenkaffe. Hertil aftenmenu på 2, 3 eller 4 retter, 385 kr.-525 kr. plus en grøn menu på 1 eller 2 retter, 210 kr.-295 kr. Det vil sige fx 1.395 kr. (lavsæson)/ 1.650 kr. (højsæson) for 1 pers. på delt dob.vær. med 4-rettersaftenmenu inkl. aftenkaffe og morgenmad. 5% rabat ved 3 overnatninger fra søndag til torsdag, 15% ved 7 overnatninger.

SE OGSÅ: 7 tapasretter fra Svinkløv

Svinkløv Badehotel
Svinkløvvej 593
9690 Fjerritslev
Tlf. 9821 7002

www.svinkloev-badehotel.dk
Molskroen

Første gang, man hørte om Wassim Hallal, var, da han i sin tid var på Molskroen. Rygtet gik om en kok, der gik fuldstændig all in og serverede godt med godt på. Og rygtet talte sandt. Siden gik Hallal egne veje, og Molskroen drev sikkert videre med Tommy Friis som køkkenchef, indtil han blev egen herre hos Fru Larsen ved Randers. Men nu krydser Wassim Hallal sine spor og er tilbage på Molskroen – ikke personligt ved gryderne, men han driver stedet, og hans ekstremt perfektionistiske ånd gennemsyrer alt. Den meget nedkørte kro blev totalt renoveret, da Wassim Hallal i første omgang huserede på kroen, og Molskroen fremstår stadig lækker på en afdæmpet måde – hverken pornoluksuriøs eller provinsiel opulent. Oplandet er dejligt, men bare det at være på stedet er i sig selv en rejse værd.

Spis & Sov:

Gourmetophold med 4-retter, 1 nat/1 dag, 1.600 kr. for 1 pers. i delt dob.vær., eftermiddagskaffe og sødt, aperitif og snacks, 4-rettersgourmetmenu, aftenkaffe og sødt, overnatning, morgenbord.

Gourmetophold med 6-retter, 1 nat/1 dag, 1.900 kr. for 1 pers. i delt dob.vær., eftermiddagskaffe og sødt, aperitif og snacks, 6-rettersgourmetmenu, aftenkaffe og sødt, overnatning, morgenbord. Kan opgraderes til 2 overnatninger for 3.200 kr. med 3-rettersgourmetmenu, aftenkaffe med sødt og morgenbord. Ekstradage + suite kan tilkøbes.

Molskroen
Hovedgaden 16
Femmøller Strand
8400 Ebeltoft
Tlf. 8636 2200

www.molskroen.dk
Ruths Hotel
 
I 2003 købte nu afdøde Jørgen Philip-Sørensen Ruths Hotel og satte Skagen-arkitekten Alfred Hansen på opgaven med at totalrenovere det gamle hotel, og selv om Ruths udvendigt er holdt i den gamle badehotelstil, så er stort set alt nyt. Michel Michaud styrede køkkenet indtil udgangen af 2013, hvor Thorsten Schmidt tog over. Et meget modigt valg – fra Michauds klassiske franske køkken til Schmidts i særklasse uortodokse, legende og eksperimenterende køkken. Thorsten Schmidts mad kombineret med Brasseriet (noget af et hit og styret til ug af Morten Hesselholdt) gør et ophold på Ruths til en af de mest alsidige gastronomiske oplevelser, man kan få sig under samme tag i Danmark. Værelserne efterlader ingen savn, men forvent ikke klassisk badehotelstemning, dertil er Ruths lige lidt for steril og konferenceagtigt.

Spis & Sov:

Miniferie, 2 dage/2 nætter, 995 kr. (ekstra tillæg for lørdage og helligdage samt alle dage i perioden 20. juni-22. august) for 1 pers. i delt dob.vær., adgang til Ruths Wellness, 2-rettersmenu i Brasseriet, overnatning, stor morgenbuffet.

Gourmetophold, 1 dag/1 nat, 1.245 kr. (ekstra tillæg for lørdage og helligdage samt alle dage i perioden 20. juni-22. august) for 1 pers. på delt dob. vær., adgang til Ruths Wellness, 3-rettersmenu i Ruths Gourmet, overnatning, stor morgenbuffet.

SE OGSÅ: 6 gode restauranter i Skagen

Ruths Hotel
Hans Ruths Vej 1
9990 Skagen
Tlf. 9844 1124

www.ruths-hotel.dk