Chicky Grill er en oase, hvor jeg finder fred fra arbejdet og fra byen. Når man befinder sig på Vesterbro, hvor jeg bor, kan folk hele tiden få fat i en. Men når man træder ind på Chicky Grill, så slipper man forbindelsen til den verden, der ligger udenfor. Chicky Grill er et sted, der har undsluppet udviklingen. Sæderne i rødt læder, eller måske er det nappa, i en nuance, som er gennemgående i stedets indretning: i lamper og fyrfadslysestager, og som svinger over i en lys brun i væggenes træpaneler. Det er meget helt. Der er noget tidsrejse over det. Det er en klassisk dansk bistro med et strejf af bodega.

De serverer karbonader, flæskesteg, stegt flæsk, pariserbøf og alle de andre, danske klassikere uden at køre dem op i en smart indpakning, og så er der dagens ret, som skifter hver dag. Tallerkenen bliver godt fyldt op. De ved, hvad man kommer efter, og det får man. De seneste måneder har jeg været kørt ned af arbejdet med min nye roman (’Inderkredsen’, red.). Jeg har ikke haft overskud til selv at stå for madlavningen, så jeg har søgt hen til Chicky Grill, hvor jeg sidder mellem håndværkere og andre arbejdere fra området og nyder det liv, der er omkring mig. Absorberes i det, forsvinder.