I marts udløste The New York Times en shitstorm af dimensioner
i restaurationsbranchen verden over, da 35 tidligere ansatte fra 2009 til 2017
fortalte om et arbejdsmiljø præget af vold og trusler på Noma.
Det fik blandt andet sponsorer som American Express og
Blackbird til at trække sig fra Nomas pop-up i Los Angeles og aflyse
reservationer i restauranten for over en halv million dollars.
Under en uge efter lagde manden bag verdens mest indflydelsesrige
restaurant, René Redzepi, en video op på sin Instagram,
hvor han forklarede over for sine ansatte, at han trak sig som den ledende
figur, og at Noma i fremtiden ville være i deres hænder.
Siden da har det været usikkert, hvad der skulle ske med
restauranten, når det amerikanske eventyr sluttede.
Indtil nu. Den 5. august vender Noma nemlig tilbage til
København, hvor den tidligere trestjernede michelinrestaurant åbner op permanent.
Det skriver Børsen.
Selvom Annika de Las Herras er blevet administrerende
direktør, og Pablo Soto og Mette Søberg begge overtager som rollen som køkkenchef,
bliver det ikke helt uden René Redzepis fingre i sovsen.
Redzepi får nemlig den nye titel kreativ direktør, samtidig med
han beholder han sit majoritetsejerskab i Noma.
”René er ejer, og han definerer den kreative vision, men det
er ikke ham, der styrer showet,” siger administrerende direktør Annika de Las
Herras til Børsen.
”Han har givet ansvaret videre til os, men han vil
selvfølgelig være der med vejledning og sparring. Men den daglige drift er
fuldt ud betroet til os.”