René Redzepi har trukket sig fra sin rolle på Noma. Og nu
kan spekulationerne så begynde om, hvilken rolle han så vil have på Noma
fremover, og om Noma fortsat kan være verdens mest banebrydende restaurant, når
Redzepi ikke længere skal være spydspids og ankermand.
Det sker i kølvandet på først en bølge af anonyme
vidneudsagn om psykisk og fysisk vold, der med tiltagende stormstyrke blev
bragt på den tidligere Noma-ansatte Jason Ignacio Whites Instagram-profil.
Siden fik anklagerne massiv journalistisk tyngde, da New York Times bragte en
gennemresearchet artikel baseret på 35 kilder, de alle havde talt med. Og så
begyndte sponsorer som American Express og Blackbird samt samarbejdspartnere
som Novonesis at trække sig.
I nat dansk tid delte Noma og Redzepi selv en video, hvor
han for sine ansatte forklarer, at han har i sinde at trække sig som spydspids
på Noma, og at restauranten nu er i hænderne på de ansatte.
Det store spørgsmål, alle stiller, er nu:
Hvad er Noma uden René Redzepi?
Kan man fjerne den ultimative ledestjerne fra verdens uden
sammenligning mest indflydelsesrige restaurant de seneste 15 år og stadig
fortsætte udviklingen?
Vi lever i en tid, hvor en undskyldning ikke automatisk
bliver fulgt af tilgivelse. Folkedomstolen har
en karantæneperiode, som ikke bliver udmålt i dage eller år, men i den umuligt
definerbare størrelse, vi kalder tidsånden.
Nomas betydning for udviklingen af nordisk gastronomi kan
ikke undervurderes. Den har været monumental. Noma har gjort mere for turismen
til København, end en dyrt købt reklamekampagne fra Wonderful Copenhagen
nogensinde ville kunne udrette. En hær af fodsoldater har aftjent deres
Noma-værnepligt for derefter at åbne egne steder, der har bidraget til det
massive boom, København og Danmark har oplevet de seneste 10-15 år.
Redzepi har været manden med ideerne og visionerne.
Kompromisløs og grænsesøgende – men også grænseoverskridende. Og nu er der
blevet sagt stop. Fortiden indhenter os alle før eller siden, og selvom
historierne om vold på Noma går mange år tilbage, er der ingen forældelsesfrist
på den form for forbrydelser.
Noma er en talentfabrik. Noma har vist, at vores egen
baghave er mere værd end eksotiske egne. Noma har gjort drømme til virkelighed.
Men for nogen var Noma også et mareridt.
Noma har medarbejdere i verdensklasse, men ingen lysende
kronprinser eller kronprinsesser med samme aura som Redzepi selv, som står klar
til at træde ind som ansigtet på ’det nye Noma’.
René Redzepi er Noma. Og Noma er René Redzepi. Om de reelt
kan skille ad, ved ingen. En ting er tidsåndens løbende afvejning af ret og vrang, som hviler på
folkestemningens nåde. En anden er udviklingen indefra på Refshaleøen, som nu
er blevet sat i bevægelse.
