Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Østers

Foto: Flemming Gernyx

Opskrift: Sådan laver du gillardeau-østers med æblecider og friske æbler

Æblet kan så utrolig meget i køkkenet, både i det salte og i det søde. Og lige nu er æblerne bare bedst. Pluk dem, og spis dem – eller tag dem med i køkkenet, for eksempel til denne delikate østers-forret.

Antal personer:

4 personer

Ingredienser

  • 4 gillardeau-østers
  • 1 rødt aroma-æble
  • Citronsaft
  • 8 kugler råsyltet kartoffel (se boks)
  • 1 flaske æblecider 
  • 1 bakke karse

Persilleolie:

  • 100 g persilleblade
  • 50 g vindruekerneolie

Råsyltet kartoffel:

  • 100 g æbleeddike
  • 100 g sukker
  • 100 g vand
  • 2 kartofler

2U5A8868.jpg

Sådan gør du:

  1. Åbn østersene, lugt til dem, om de lugter godt/af friskt hav, og tjek herefter for eventuelle skaller. Løsn østersene i deres skaller, og vend dem om, så de ligger flot.
  2. Skyl og skræl æblet, og lav små kugler med et parisiennejern af det. Stænk æblekuglerne med lidt citronsaft, så de ikke bliver brune.
  3. Anret 2 kugler syltet kartoffel og 2 æblekugler oven på hver østers, og kom efterfølgende 10 dråber æblecider ned i hver østersskal, og herpå lidt persilleolie, der vil få væsken til at skille. Pynt af med klippet karse.

Persilleolie:

  1. Blend de skyllede og aftørrede persilleblade med olien i 8 minutter, og sigt derefter væsken igennem et klæde.
  2. Sæt på køl indtil servering.

Råsyltet kartoffel:

Tilberedes dagen før

  1. Eddike, sukker og vand koges op, og syltelagen køles ned.
  2. Imens skrælles kartoflerne, og der laves små kugler af dem med et lille parisiennejern.
  3. Udvand kartoflerne i koldt vand i 1 times tid, og dæk dem efterfølgende af syltelagen natten over.