Opskrift på rå blæksprutte med ærtespirer, syltede grønne jordbær og glaskål
Foto: Flemming Gernyx

Opskrift på rå blæksprutte med ærtespirer, syltede grønne jordbær og glaskål

Rå blæksprutte med ærtespirer, syltede grønne jordbær og glaskål

Her får du opskriften på rå blæksprutte med ærtespirer, syltede grønne jordbær og glaskål.

Til 4 personer.

1 10-armet blæksprutte a 300 g
Olivenolie
1 stort glaskål med top
1 bundt ærtespirer

Rens blæksprutten. Skær kroppen i store firkanter, som lægges oven på hinanden, pakkes ind i film og fryses ned som en stor blok. Tag den frosne blæksprutteblok ud, og lad den tø halvvejs op. Skær så skiver af den med et skarpt mandolinjern, så du ender med at have tagliatellelignende strimler. Smør et stort fladt fad, en bageplade eller bradepande med olivenolie, fordel strimlerne henover, og lad dem ligge til anretning.

Skyl glaskålen – skær de grønne blade af toppen og gem til anretning. Skræl glaskålen, og skær den til lange bånd på en rotormandolin. Skær båndene i strimler a ½ cm. Læg strimlerne i isvand i 20 minutter, så de bliver helt sprøde og spændstige.

Skyl og slyng ærtespirerne. Anret strimlerne af glaskål sammen de rå blækspruttestrimler. Pynt retten med tynde skiver syltede grønne jordbær, ærteskud, glaskålsblade og en vinaigrette.

Syltede grønne jordbær:
200 g grønne jordbær
2 dl æbleeddike
2 dl æblejuice
1 tsk. Atamon

Skyl og afdryp jordbærrene. Kog æbleeddike og æblejuice op. Fyld jordbærrene på et atamonskyllet patentglas og overhæld med den kogende lage. Skær i fine, tynde skiver før servering.

Tip:
De grønne jordbær skal selvfølgelig syltes i sæsonen. De kan holde sig op til ½ år på glas, hvis uåbnet, så man kan sagtens glæde sig hele vinteren over sine syltede grønne jordbær, hvis man får dem lavet i sæsonen. De kan i øvrigt bruges præcis som fx syltede asier eller drueagurker.

Vinaigrette:
1 dl syltelage fra de grønne jordbær
½ dl estragonolie
Salt

Rør en vinaigrette af lagen fra syltede grønne jordbær og estragonolie og smag til med salt.

SE OGSÅ: Sådan renser du en 10-armet blæksprutte
SE OGSÅ: 6 skønne opskrifter med danske blæksprutter - uden dej og friture

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Hovedret og Mad