To stjerner til Alchemist i ét hug. Det er fuldt fortjent – jeg havde ikke turde tro på det, og havde selv ’kun’ tippet dem til en enkelt.
Stjerne nummer to til Jordnær (og en særpris for betjening til Tina Vildgaard Kragh) er også stort – man fornemmer næsten, at Michelin er forelsket i det sted.
At der så ikke var mere til København, overrasker egentlig ikke – jeg havde personligt kun troet på en enkelt stjerne til Alchemist, men havde naturligvis håbet på mere. Bl.a. mener jeg, at Søllerød Kro så ubetinget burde have to stjerner. Hvis der er nogen, der formår at kombinere innovation og tradition, så er det Brian Mark Hansen, men det er som om, at nogen stadig overser, at ’kroen’ faktisk også er et topmoderne sted.
Annonse
Jeg er uforstående over, at Amass endnu ikke har mindst én stjerne, og jeg spekulerer over, hvad det er, der åbenbart byder dem imod hos Matt Orlando & co.
At Michelin nærmet af princip forbigår Mielcke & Hurtigkarl, er jo nærmest blev rituelt, og det giver jo næsten stedet kultkarakter, så fred nu med det, er jeg på nippet til at sige. Og Jacob Mielcke selv er vist efterhånden helst helt fri for at være en del af stjernespekulationerne.
Og så var det jo ellers vejs ende for både Era Ora og Studio, hvad stjernestatus angår. Era Ora har haft sin stjerne siden 1997, og hvad der har fået Michelin til at fratage dem stjernen nu, det er ikke til at sige. Nogle taler om en striksere holdning hos den nye ledelse?
For Studios vedkommende er forklaringen muligvis, at der har været et skift af køkkenchef sidste år. I al fald var gastros anmelder mere end begejstret for Alan Bates’ køkken, da han anmeldte Studio til to ud af tre mulige stjerner for ganske nyligt.
Så var der de tre særpriser, de to førstnævnte er nye i år. En særlig ’Chef Mentor Award’, der velfortjent gik til Geraniums Rasmus Kofoed, mens Tina Vildgaard Kragh fik den nye ’Welcome & Service Award’, og så fik svenske Magnus Ek fik årets ’Sustainability Award’.
Ydermere blev en række restauranter udstyret med det nye, grønne kløver-symbol for deres bæredygtighed.
Det er alt sammen fint nok, men for overskuelighedens skyld skal man som guide nok passe lidt på med mængden af priser, piktogrammer og symboler.
Og så har jeg umiddelbart svært ved at forstå, hvordan guiden med dens få og spredte besøg har mulighed for sådan rigtig at komme ind under huden på en restaurant. Eksempelvis betjeningsprisen, som sikkert helt velfortjent gik til Jordnær, og et enkelt besøg kan sagtens overrumple en, men der skal stadig flere besøg til for at overbevise en om, at eksempelvis betjeningen er i særklasse.
Jeg tror ikke, at Michelin for alvor er i stand til at uddele den slags særpriser – dertil er de for meget på fremmed grund.
Ingen michelinstjerne-uddeling uden seriøse skuffelser, og ligesom sidste år er Danmark udenfor København igen blevet helt forbigået, hvad stjerner angår. Personligt er jeg meget skuffet på vegne af både Falsled Kro og restaurant Lieffroy ved Nyborg.
Annonse
Hvad skuffelserne angår, så må man dog sige, at det er ”… same procedure as every year, James!”
Nu har vi haft den nordiske michelinguide i en årrække, og det er tydeligt, at Norden stadig er et ’randområde’ i guidens øjne, og at det ikke er her, de sætte de store ressourcer ind.
Vi får lidt hvert år, og vi er lidt skuffet hvert år.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
