"Hvad synes du om stolen? Den er helt ny på markedet,” siger Kasper Egelund.

I de lyse kontorlokaler sidder han omringet af funktionelle møbler og brugskunst af eget design og virker oprigtigt interesseret i at høre min mening om den nyeste stol i Vipps produktportefølje. Han er klædt i mørkeblåt fra top til tå. Tøjet er afslappet, men alligevel pænt på den måde, at det sagtens kan gå an til mere formelle møder. Hans blik flakker let, men alligevel lader han til at være en leder, der gerne tager imod konstruktiv feedback. Han mener nemlig, at en virksomhed altid har potentiale til at blive bedre.

Kasper Egelund er CEO og tredje generation af Vipp-familien. Hans morfar stiftede virksomheden for 80 år siden, men Kasper Egelund siger, at han ikke er videre sentimental omkring sit ophav. Der er langt fra Vipp til de traditionsbundne familievirksomheder med skemalagte generationsskifter og medfødte privilegier.

Det var aldrig planen, at Kasper Egelund skulle overtage Vipp. Der var praktisk talt ikke meget at overtage. Da hans morfar gik bort i 1992, bestod virksomheden af et værksted i Randers, som producerede skraldespande til tandlæger og frisørsaloner. Det var så småt, at Kasper Egelund aldrig tænkte på virksomheden i sine unge år.

Desuden havde han nok at se til. På den ene side var han bogligt svag. Mild ordblindhed og flygtige tanker hjalp ikke på gennemsnittet, og planen om at læse en hg gik i vasken. Men på den anden side havde han allerede fra 15-års-alderen succes med sine forretningsstrategier. Han solgte importerede Yamaha 4-gear knallerter fra Jylland, som var efterspurgt på Sjælland, han arrangerede fester på de lokale diskoteker med op mod 1.000 gæster, og han investerede i aktier, før han var myndig.