De fleste kender følelsen af mismod og modløshed, efter man har været igennem lange køer og gåture fra sikkerhedskontrollen ned til gaten blot for at erfare, at flyet er forsinket.

Men hvor vi andre blot prøver at lægge oplevelsen bag os, har en Københavnsk mand favnet frustrationen og transformeret den til et trecifret millionkoncept.

Sammen med partneren Henrik Zillmer stiftede Nicolas Brañas Michaelsen i starten af 2013 virksomheden AirHelp. Missionen var at hjælpe de mange flypassagerer med at få kompensation, når flyveturen bliver forsinket.

”Der hører visse bump på vejen med, når man flyver, og det kan man ikke rigtigt gøre noget ved. Det hører jo med til at rejse. Men det irriterende for mig var, at man som forbruger aldrig følte, at man fik sandheden at vide.

Vi satte os for at undersøge sagen og fandt ud af, at man ofte havde krav på op til 4.500 kroner, hvis ens fly er mere end tre timer forsinket,” siger Nicolas Brañas Michaelsen og fortæller, at det fåtal, der forsøger at få kompensation ofte må opgive, da det som privatperson er svært at kæmpe mod de store flyselskaber.

Med denne store frustration som brændstof besluttede Nicolas og Henrik at prøve hypotesen af ved hjælp af familie og venner, der havde været ude for de samme forhindringer. De fandt hurtigt ud af, at man kunne automatisere processen for at gøre det hurtigere.  

”Man kan gøre krav på kompensation i op til tre år, så vi fandt ud af, hvordan man kunne generere en slags facitliste over, hvorvidt en given afgang var berettiget. For at se om man har krav på kompensation, kan man registrere sig med den e-mail, man brugte til at lave sin reservation, og med det samme få at vide, om man er berettiget, og hvor meget man har krav på,” fortæller Nicolas.

I situationer, hvor eksempelvis vejrmæssige eller politiske forhold spiller ind, bliver der oftest ikke udbetalt kompensation for forsinkelser. Men hvis AirHelp mener, at der er belæg for kompensation, kører de sagen for dig, som typisk tager en til to måneder.

Vinder de sagen, får AirHelp 25% af erstatningsbeløbet, ellers koster det ingenting.  Siden de lancerede AirHelp i starten af 2013, er virksomheden vokset til 270 ansatte, hvoraf de 200 er ansat i løbet af de sidste halvandet år. I alt har de hjulpet 1,2 millioner passagerer verden over.

”Fra starten lancerede vi internationalt, da det jo ikke kun er danskere, der har dette problem. USA og Skandinavien er vigtige markeder, men vi har også mange kunder i Sydeuropa, og vi lancerede i Brasilien lige inden OL,” fortæller Nicolas og tilføjer, at de i skrivende stund opererer i 19 lande.



Inden han lancerede AirHelp, har Nicolas startet flere andre virksomheder op. Oprindelig er han egentlig uddannet på Music Management på det Rytmiske Musikkonservatorium i København og har sidenhen været aktiv i musikbranchen, hvor han har været DJ flere steder i Danmark og i udlandet.

Hans første selvstændige virksomhed beskæftigede sig med musik til reklame- og spillefilm. Som selvstændig opdagede han hurtigt, at han selv skulle definere sine arbejdsopgaver og oprettede firmaet ’Snow Potion’.

”Af en eller anden grund er der sindssygt mange iværksættere, der også er DJs. Det tænkte jeg, at jeg kunne systematisere og gøre mere overskueligt. Jeg oprettede et bureau, hvor jeg hjalp dem i mit netværk, der også arbejdede med det samme, og jeg tænkte hele tiden over, hvordan jeg kunne optimere det til at blive bedre og bedre.

Det er generelt sådan, jeg beskriver den måde, jeg arbejder på. Hvis jeg ser noget i verden, der er dumt og ikke fungerer optimalt, så kan det irritere mig til det punkt, hvor jeg selv vil gøre noget ved det.

Da jeg var barn og legede med legoklodser, husker jeg den specielle, gode følelse, jeg fik, når jeg byggede store bygninger. Det er lidt samme følelse, jeg får nu, når jeg skaber en virksomhed, der forsøger at løse et problem i verden,” siger Nicolas.

Det betyder dog ikke, at alle Nicolas’ projekter har båret frugt, og han har tidligere været involveret i projekter, hvor han tabte penge. Nicolas tager det dog ikke som en negativ ting, men en del af en proces, som gør ham til en bedre iværksætter.  

”Jeg ser det at fejle som en læringsproces. Du opstiller en hypotese, som du tester af, og du får så feedback fra din omverden på, om den er korrekt. Det mindset er nødvendigt at have som iværksætter,” fortæller Nicolas og fortsætter:

”Du bliver nødt til at fejle for at se, hvad der fungerer, og det handler ikke om, hvad man gør, men mere om, hvad man ikke gør. Hemmeligheden ved at være succesfuld iværksætter er, at man indser, at alle idéer ikke altid virker, og at man får gennemtestet, fejlet, optimeret og prøvet igen.

Jeg har mistet mange penge i fortiden på, hvad jeg kalder ’min meget dyre MBA’, men det har hjulpet mig i dag, Det var sådan, vi tænkte, da vi startede AirHelp.”



Ideen om AirHelp synes også at være populær hos garvede hoveder i ulandet. Efter blot et år blev de udtaget til Y-Combinator, som er den mest prestigefyldte  start-up skole i verden, hvor virksomheder som AirBnb og Dropbox blandt andet  startede.

”Vi ansøgte sammen med 12.000 andre, og de tog kun ca. 50 virksomheder ind. Procentmæssigt er det sværere at komme ind der, end det er på Harvard. Skolen lå i Silicon Valley, hvor vi så flyttede til for en stund og blev undervist et sted, der blandt andre har haft Mark Zuckerberg og skaberen af Gmail som undervisere. På daværende tidspunkt var vi blandt den eneste håndfuld danskere, der havde været med,” fortæller Nicolas.

Y-Combinator er et program, der hjælper med at accelere de udvalgte virksomheder. Under forløbet får man sparring i forhold til produktudvikling og coaching til at optimere virksomheden, hjælp til investering og introduktion til relevante medier.

Forløbet kulminerer med ’Demo Day’, hvor virksomhederne præsenterer deres produkt for en række potentielle investorer.  Siden Y-Combinator har der ikke været mangel på investorer, og listen af pengemænd inkluderer blandt andre Evan Williams, som grundlagde Twitter.

Efter opholdet i Silicon Valley flyttede de til New York, hvor de også fik en del udmærkelser. CNN udnævnte blandt andet Nicolas til at være en, der vil ændre verden, og de blev tildelt en plads på Top 25 tech-iværksættere i New York. Udmærkelser, de har fået, fordi de har skabt en virksomhed, der bidrager til positiv forandring i mange menneskers liv, hvilket også kommer til udtryk i deres seneste funding i august, hvor de modtog godt 80 millioner danske kroner fra investorer i Silicon Valley.

Balancen mellem livet som familiefar og iværksætter
At flytte sit liv fra København til Californien til New York og tilbage igen har ikke været let for Nicolas, der privat danner par med Sophie Brañas Souid, der er direktør for det danske skobrand Shoeshibar, og sammen har de sønnen Rio på 4 år.

”Da jeg boede i Silicon Valley var min familie i København, men flyttede  sidenhen med til New York. Heldigvis lever vi i en tid, hvor man ikke længere er bundet af geografi i forhold til, hvordan man skal arbejde. Vi så det som en oplevelse for hele familien at komme ud og se verden på en anden måde. Det er vigtigt for os, at vi lærer vores søn at assimilere sig og opleve andre kulturer,” fortæller Nicolas og fortsætter:

”Sophie har selv været med til at starte en virksomhed, så hun forstår dagligdagen, og det pres der er. Hendes personlighed, og den tilgang hun har til tingene, har givet mig enorm støtte og har givet mig den styrke, jeg har haft brug for at kunne gennemføre det.

Det er en svær balance at være selvstændig og have en familie - det tror jeg, de fleste er enige om. Jeg prøver bare at huske de ting, der er vigtige i livet, og det er ikke altid vækst og penge. Man kan også let komme ud på et plan, hvor man kører sig selv i sænk. Og der er et stærkt fundament bestående af familie, mental og fysisk sundhed det allervigtigste”, siger Nicolas.

Når vi spørger ham om det bedste råd, han kan give nye iværksættere er svaret klart;

”Du skal ikke være bange for at fejle! For hver 1 AirHelp er der 100 andre. Det gælder også Facebook og Instagram og andre succesfulde start-ups. Det handler nemlig ikke kun om at have idéen, men også at eksekvere den. At have en god idé er ikke nok. Det er hele tiden en hypotese, du skal teste af for at optimere, og det stopper aldrig. AirHelp bliver stadigvæk optimeret løbende, og det er først, når du ikke er bange for at fejle, at du har en god chance for succes”.

LÆS OGSÅ: Michaels liv skulle have været med i De Unge Mødre: Nu satser han på et stort iværksætter-eventyr

LÆS OGSÅ: Karl Faurholt har skabt en forretning ud af at male og klippe i designer-sneakers

LÆS OGSÅ: 32-årige Henrik er hjertelæge og bacon-tester: "Jeg bliver betalt i bacon"