Hvorfor vil vi så gerne grine? Det spørgsmål er relevant i en tid, hvor atomaftaler, der har bestået i årtier, bliver revet over, mens flygtningestrømme stadig bevæger sig rundt i verden.

I denne indgangsvinkel ligger idéen om, at vi mennesker dyrker eskapismen i det sjove, jo selvfølgelig lige for, men der kan bestemt også være andre grunde. For hvis man siger noget på en sjov måde, kan man ofte få mange flere til at lytte og acceptere, at alt måske ikke helt er foregået, som det fremstilles – men at det til gengæld er virkelig sjovt.

Ja, og måske er det ligefrem sådan, at hvis man vil forstå verdens gang, skal der simpelthen humor til, førend man orker at forholde sig til den.

I hvert fald er det påfaldende, at det knopskyder med humoristiske og samfundsrevsende late night-shows og podcasts for tiden. Og samtidig tør den moderne komedie også at hive og flå i vores forestilling om verden og dens idealer.

Det er disse fem streamingsager gode eksponenter for. De er nemlig proppet med humor, man kan lune sig på i vinterferien. Og så siger de også en hel del om vores nutid.

While We’re Young

Instruktør Noah Baumbach har i flere år på forunderlig og elegant vis udkrænget det moderne menneskes higen efter det mere og mere perfekte liv. Gennembruddet kom med ’The Squid and the Whale’ i 2005, og siden har karrieren været præget af underfundige, rørende og morsomme filmperler med blandt andet ’Margot at the Wedding’ og (især) ’Frances Ha’. ’While We’re Young’ fik ikke den helt store opmærksomhed, da den havde premiere i 2014, men den er faktisk kun blevet endnu mere relevant her nogle år senere.

Med fortællingen om et ægtepar, der forsøger at være hippe med de unge i New York, formår Baumbach at minde os om, hvordan man godt kan grine af sig selv og hinanden – og at alder er, hvad man gør det til.

Kan streames på TV2 Play

Comedians in Cars Getting Coffee

Jerry Seinfeld er en af verdens mest anerkendte standupkomikere, men der er alligevel noget ekstra elegant ved hans samtaler i gamle dollargrin, som er grobunden for ’Comedians in Cars Getting Coffee’. Det ville være en overdrivelse at sige, at Seinfeld får de store verdensomstyrtende temaer vendt med sin brede skare af medkørere, men småsludreriet luller alligevel én ind i en verden, hvor humoren konstant er til stede.

Programmet er først og fremmest virkelig underholdende, men man kommer også tættere på mennesker, man ellers kun kender fra skærmen. Eller som præsident Obama siger, da han er med på køreturen: ”Jeg har altid gerne ville være med i et show, der ikke handlede om noget – og nu er jeg her!”

Kan streames på Netflix

I, Tonya

Tonya Harding var en ikonisk skøjteløber, og en dag sørgede hendes eksmand så for, at en af hendes konkurrenters knæ blev smadret. Denne skandalehistorie udfoldes på ustyrlig morsom vis i ’I, Tonya’, hvor skuespillet er så velturneret og præcist, at man skriger af grin.

Margot Robbie viser som Harding, at hun er en komisk begavelse ud over det sædvanlige, og skuespilleren blev da også Oscar-nomineret for sin præstation. Samtidig modtog Allison Janney selvsamme statuette for birollen som Hardings mor, hvilket beviser, hvor stærkt og sjovt skuespillerne leverer deres roller.

At filmen samtidig gør grin med dokumentargenren, hvor personer sidder og taler til et kamera om en virkelig historie, demonstrerer blot, hvor spiddende sjov man kan være, når man gør grin med, at sandheden efterhånden er, hvad man selv gør den til.

Kan streames på Viaplay

Sunday

Den nye danske komedieserie er befriet fra alt det, der normalt gør komedier om forskellige kulturer til en noget berøringsangst affære. For med komiker Melvin Kakooza i hovedrollen som den afrikanske fodboldspiller, der bliver hentet til FC Fredericia – men som aldrig rigtig har spillet fodbold – bliver der gjort tykt grin med kulturforskelle på en måde, hvor der kan grines begge veje og ofte højt. ’Sunday’ er et forfriskende portræt af den danske mentalitet, og især hovedrolleindehaveren viser, hvor lysende et komisk talent han er.

Kan streames på Xee

Last Week Tonight with John Oliver

John Oliver bragede igennem som reporter på Jon Stewarts ’The Daily Show’, som han i en periode også overtog værtsstolen for. Siden har han fået sit eget program, som er noget af den skarpeste, politiske satire, der nogensinde er lavet.

I programmet tager Oliver nemlig et emne op og dissekerer det på morsom vis, men med så meget grundresearch og bid, at man bliver klogere på verdens gang. Som her, hvor han forklarer Donald Trumps retorik, når præsidenten vil have folk til at kigge i den anden retning:

Den nye sæson kan streames fra 19. februar på HBO Nordic