’FOLKETS HUS’

”Den nordiske tone går som rød tråd gennem Love Shops historie. På albummets åbningssang ligger den som grundsubstans i en kæntret vuggevise, hvis titelbrug af ordet ’folket’ i dag lyder sært gammeldags, ja, nærmest naivt romantisk. Efter værdikampen i starten af dette årtusinde er fællesskabsfølelsen, der ligger indbefattet i sådan et ord, borte. Dets ’vi’ er blevet erstattet af et ’jeg’. Brænder naboens hus i nat er det hans isolerede problem. Ingen forventer, at du stiller op i mørket med en skumslukker.”

’TIL JORDEN KOMMER’

”Selv om jeg voksede op i Viborg, er jeg født sjællænder og har ikke den der jyske fortællertradition i blodet, som mange sangskrivere derfra gør sig naturligt i. Sangordene i Love Shop var længe ofte ret konkrete historier, men jeg oplever, at mine tekster blev langt mere fyldestgørende, da den lineære, fortællende model blev forladt. ’Til Jorden Kommer’ er historiefortælling gennem skiftende nedslag. Vi lever i en fragmenteret tid, der kan skildres levende i fragmentariske billeder.”

’UNDERDANMARK’

”Sang Love Shop ikke næsten for ofte om København engang?! København som by, København nærmest som lyst ideal, København som state of mind. Jeg vil gerne her fange København på en anderledes usminket måde; dens hårdhed, dens flimrende tempo, dens sammenstød af det smukke og det brutale. Ikke set på afstand, men fanget nede i selve dybet af gadernes labyrint. En skildring, der som Christopher Isherwoods berømte kamera i 30’ernes Berlin, stod med åben linse og uden fordømmelse tog den moderne storbys råhed ind. En sådan sang er 'Underdanmark’.”

’ÅRHUNDREDETS SEKUND’

”Hilmer Hassig var så god på sin guitar, at det oftest kedede ham at spille den. Han fandt det langt mere spændende at udforske ting, han ikke kendte til og mestrede, og brugte derfor mest sin producertid for os med keyboards og computere. Det gav Love Shops lyd en drejning over i det langt mere teknologiske. Efter Hilmer blev revet bort i 2008 fortsatte vores keyboardspiller – og nye producer – Mikkel Damgaard med stor naturlighed den modernistiske tilgang. Der er ikke så mange af de nye elektroniske acts, der går voldsomt meget op i det melodisk kompositoriske, så det giver os en styrke at kunne lave et nummer som ’Århundredets Sekund’, der lyder som en russisk isbryder, men dog har en tonalitet, der skælver af savn.”

Loveshop.jpg

Love Shop i København i 1992. Fra venstre: Hilmer Hassig , Mikael Dehn, Henrik Hall og Jens Unmack. Både Hassig og Hall er gået bort.

’LEVE ER AT DØ MED STIL’

”Samtidig er Love Shop stadig bandet, der har en signaturlyd og en måde at skrive klassiske popsange på. Den håbefulde melankoli fra fx ’En Nat Bliver Det Sommer’ og ’Drømmenes København’ flytter i ‘Leve Er At Dø Med Stil’ ind i en skrøbelig sang om voksenlivets udsigt til døre, der lukker sig, håb, der fader, og glæder, der forsvinder. Lyder det deprimerende? Mig, jeg synes det er voksenlivssange, der stikker blår i vores øjne, som er nedslående. Samt, at Henrik Hall ikke er i live til at spille den mundharpesolo, han ville have elsket at give på dette nummer.”

’BRITISH RACING GREEN’

”Jeg kom til England dagen efter David Bowies død. Oppe i Manchester og Liverpool var der en sorgfuld og nærmest andægtig stilhed. Der er meget, meget få personer med så stor betydning, at deres bortgang kan ryste et helt land. I Danmark oplevede vi noget lignende, da Kim Larsen pludselig gik bort. De fleste husker, hvor de var, og hvem de var sammen med, da nyheden ramte den søndag. Jeg var lige kommet ind med et skib fra Oslo, hvor Love Shop havde spillet. Få timer efter stod vi i ’Vi ses hos Clement’ på DR og spillede ’Langebro’. Det var ikke svært at se alvorlig ud.”

’BRÆNDER BOKSEN MED SMUKKE TING’

”Albumtitlen kom, før denne sang af samme navn opstod, så jeg skulle altså skrive en tekst ud fra titlen. Hvilket svarer lidt til at have et resultat, og så først bagefter skulle lave regnestykket. Et af de få uptempo-øjeblikke på albummet. Når man ikke er i tyverne længere, må ens sange gerne rejse af sted i en mindre febrilsk fart. ’Brænder Boksen Med Smukke Ting’ trykker nu pænt på speederen, men har alligevel motorkapacitet nok til ikke at lyde presset.”

’I BERLIN SIGER ALLE FARVEL’

”’Der Untergang’ som kærlighedshistorie. Byen Berlin som billede på den totale opløsning og alt det godes endestation. Jeg tror aldrig, jeg har arbejdet så hårdt og målrettet med et album som dette. Jeg blev ved med at skrive og fyre sange, og denne opstod først længe efter, vi egentlig havde lukket puljen for, hvad der skulle med. Jeg kommer ofte i Berlin, og naturligvis skal en by på alle måder så heftig og speciel sætte sine aftryk også her.”

’DRUKNET SENEGAL VIN’

”En sang om de stærkeste relationer, der varer hele livet, også selv om dem, man deler dem med, bliver borte. Mikkel Damgaard og jeg var imponeret af de udstrakte numre på The War On Drugs seneste album, og da denne sang i stemning lidt på samme facon inviterede til lange, gentagede musikalske flader, gik vi all in. Sangen bygges langsomt op gennem repetition med små tematiske udviklinger ovenpå et fuldvoksent beat, der bare kører og kører, for så til sidst at miste sin stramhed og disintegrere. Til slut står bare et grundskelet tilbage iklædt en tom guitar, der maler svajende flader af regn. Denne albumfinale på plus 10 minutter er topmålet af sund arrogance.” 

Albummet ’Brænder Boksen Med Smukke Ting’ er på gaden nu.

Love Shop på tour

4. april: Greve, Portalen
5. april: Birkerød, Mantziusgården
6. april: Frederiksværk, Gjethuset
11. april: Aalborg, Skråen
12. april: Vejle, Bygningen
13. april: Roskilde, Gimle
17. april: Thisted, Thisted Musikteater
18. april: Odense, Posten
19. april: Aarhus, Train
20. april: Kolding, Godset
25. april: Herning, Fermaten
26. april: København, Store Vega