En amerikaner er flyttet ind hos Viaplay, og det betyder et gensyn med gamle og morsomme venner samt et par serier, der endelig er kommet til Danmark.

Kender du det, at sidde i et fly på vej over Atlanten og kunne vælge imellem alverdens film på den lille, trætte tv-skærm? De senere år er det så også blevet muligt, at bladre i et helt særligt seriesegment på sådanne flyveture, og her findes som oftest et væld af serier, man ikke kan se i Danmark.

Men nu er flere af disse serier faktisk selv fløjet over Atlanten, hvor Fox+ – som har stået bag mange spændende serietiltag de senere år – er checket ind på Viaplay. Det betyder, at man kan nu kan se serier, der normalt er forbeholdt flysædernes ryg.

For uanset om man vil grine, smile, forundres eller græde lidt, så er der flere kvalitetsoplevelser at hente fra Fox+. De bedste af dem handler om, at finde sin plads i verden og samtidig tage hensyn til sin familie, sine venner og sig selv. Og selvom der er en smule rejsetid på nogle af serierne, som ikke lander lige efter den amerikanske premiere, så kan man godt gå og glæde sig til, at der snart havner flere gode oplevelser fra den anden side af Atlanten. 

Her følger fem af dem, man allerede nu kan streame, samt én, som man kan gå og vente på i spænding.

Graceland
Det her er nærmest ’Big Brother’ for talentfulde politiagenter. I hvert fald i fiktionens verden, hvor en gruppe strømere bliver placeret i et solbeskinnet strandhus og forsøger, at blive dygtigere til at efterforske. Men selvfølgelig bliver livet udenfor væggene mere og mere interessant, og stille og roligt fornemmer man, at det er her en slags ’Califonication’ for ordenshåndhævere, der bliver mindre og mindre ordentlige med tiden. Men samtidig er ’Graceland’ en ret effektiv og mørk politiserie, som faktisk er baseret på virkelige begivenheder. Persongalleriet befinder sig konstant i svære dilemmaer, når de som undercover-betjente pludselig må lyve sig igennem tilværelsen og lære, at tilpasse sig en helt ny livsstil, der tilskyndes kraftigt af en benhård chef. For kan man overhovedet fortælle sandheden til nogen som helst, når man hele tiden skal være på vagt?

Baskets
Hvis du ikke allerede har set Zach Galifianakis’ forrygende portræt af en mand, som så gerne vil være en klovn, er det bare om at komme i gang. I samarbejde med Louis CK har Galifianakis – der brød igennem i ’Tømmermænd’-filmene – skabt et helt unikt billede af verden i dag. Tonen er det tætteste en serie nogensinde har været på ultimativ tragikomik, og på sin vis er serien da også et drama om manden Chip, der har gået på klovneskole i Paris og nu vil slå igennem som den helt store underholder. Stille og roligt brydes barrieren imellem karriere og privatliv ned, og Chip står tilbage som en klovn i sit eget liv, men også som en mand, der har svært ved at udfolde sig i sit arbejdsliv. Det kan lyde trist, men det er som oftest hylende morsomt med kvikke replikker og mærkværdige situationer. Sådan er det åbenbart bare, når Louis CK og Zach Galifianakis laver noget.

How I Met Your Mother
Det her er en klassiker inden for komediegenren, og den tåler rent faktisk et gensyn. I midten af 00’erne lagde Ted, Robin, Marshall, Lily og især Barney gaderne øde i USA, da deres serie kørte, men faktisk har tiden formået at gøre ’How I Met Your Mother’ endnu mere interessant. Serien blev nemlig skabt i et New York, hvor alt så ud til at tegne lysere og lysere, og derfor turde den stille spørgsmålstegn ved familiemønstre, drømme og venskaber længe inden, at amerikanerne eksempelvis begyndte at diskutere ægteskab på tværs af kønnene. Alt sammen gjort med fuldstændig forrygende komik og en fortælleteknik, der hele tiden overrasker. Især de første sæsoner af historien, hvor Ted fortæller om, hvordan han mødte sine børns mor, er overlegen morsom og til tider også rørende. Og så er der jo Barney Stinson-rollen, som blev Neil Patrick Harris’ helt store gennembrud. Den er overdrevent scorekarlssjov, rap i replikken og umulig ikke at grine af. 

Bob’s Burgers
Det her er retro-animation, så det hviner i lattermusklerne. Grunden til, at serien først er nået til Danmark nu, er formentlig, at man lige skal bruge en sæson på at komme ind i universet, der kredser om en familiedrevet burgerrestaurant. Men hvor første sæson sommetider kan virke for udflydende i sin struktur og sit plot, så tager det hele for alvor fart længere inde i sæsonerne, hvor humoren rammer helt rent, og det platte spiller forrygende sammen med de studse betragtninger over det, at være et (fortegnet) menneske i en verden, hvor hamburgere er fastfood, som nogle bruger masser af tid på at tænke over. Samtidig kommer der mere drama og flere skøre indfald som serien skrider frem. Og så handler ’Bob’s Burgers’ i bund og grund om, hvad det egentlig er, man skal bruge en familie til.

The Grinder
En skuespiller gennemgår en mindre livskrise efter at hans storsælgende serie, hvor han spiller advokat, er afsluttet. Heldigvis ejer hans familie rent faktisk et advokatfirma, som han har suget inspiration fra til rollen – og derfor skifter skuespilleren arbejde og bliver … ja, ganske rigtigt: Advokat. ’The Grinder’ er en smule fortænkt, men til gengæld er den virkelig morsom. Den hiver og slider i de familiedynamikker, der ofte er ensbetydende med store episke dramaer, men den gør det på en måde, så man af og til krummer tæer, mens man skriger af grin. Det her er simpelthen meta-komedie på et højt plan, hvor familien bliver taget op til diskussion, mens skuespilbranchen bliver udstillet af skuespillere.

Og så til den serie man går og venter på…

Pitch
’Pitch’ har begejstret de fleste førende amerikanske anmeldere. Det er en såkaldt ”fisk ude af vandet”-fortælling, hvor en kvinde indtager scenen i den mandligt dominerede baseball-verden. Stille og roligt forstår vi, at hendes kamp ikke har været så ligetil, som den glinsende overflade ellers umiddelbart lader til at fremvise. ’Pitch’ er en serie, der har fået amerikanerne til at diskutere kønsroller på ny, og den er et friskt bud på den klassiske sportsfilm, hvor vores helt må gå så uendeligt meget igennem, førend sejrens sødme kommer flydende. Men hvad er overhovedet en sejr i ’Pitch’, og hvad må man ofre på vejen? Det er det helt store spørgsmål, som vi kan gå og vente på snart kommer til Danmark.

LÆS OGSÅ: Her er alle film og serier, der kommer på Netflix i maj

LÆS OGSÅ: Penetrator-Chris fra SKAM: “Hvis en pige er smuk og snakker dansk, så er det ‘dangerous game’”

LÆS OGSÅ: Margot Robbie måtte slå Leonardo DiCaprio for at lande sin rolle i ’The Wolf of Wall Street’