Hvad har formet dig som menneske?
”At jeg er vokset op med en mor, som havde svært ved at se ud over sine egne følelser. Alt afhang af, hvad hun lige følte på dagen, så det var ikke let for mine brødre og mig at navigere i hjemmet. Hun kunne være glad og mild, og hun kunne være hidsig og kolerisk. Andre gange lå hun bare oppe i sin seng. Det har gjort, at jeg ret tidligt udviklede færdigheder til at læse situationer og stemninger og mennesker, og det er nok noget, jeg også bruger ret direkte i mit arbejde. I mange relationer har det også været en hæmsko, men det er helt klart det, der har defineret mig stærkest: At vokse op under en meget følende mor.”

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
”Meget tidligt vidste jeg, at jeg skulle være skuespiller, og jeg har altid fået at vide, at jeg var god, så på den måde har jeg jo altid vidst det – med hjernen. Men det var først i slutningen af min uddannelse på Teaterskolen, at jeg accepterede mit talent og turde stole på det. Pludselig kunne jeg slappe helt af og hvile i visheden om, at det var godt nok.”