Siden HBO i sommer bekræftede, at den populære western-serie 'Deadwood' bliver bragt til live igen som spillefilm, har der været meget stille omkring informationer og detaljer. 

Nu er der heldigvis nyt.

HBO har netop meldt ud, at man har sparket salondørene op og er begyndt på produktionen af filmen. 

'Deadwood' sluttede som tv-serie for 12 år siden efter bare tre sæsoner, hvilket mange fans har ment var alt for lidt levetid. De har samtidig presset på for at få en afslutning på westernhistorien om nybyggerne i den lille og lovløse South Dakota-by Deadwood i slutningen af 1800-tallet, som tiltrækker mordere, svindlere og ludere, og hvor døden hele tiden lurer om det næste gadehjørne.

Fansene kan godt begynde at glæde sig. 

Ifølge HBO vender hele 12 af hovedkarakterne tilbage, heriblandt Ian McShane som Al Swearengen, Timothy Olyphant som Seth Bullock, Molly Parker som Alma Ellsworth, John Hawkes som Sol Star, mens Jade Pettyjohn bliver et af de nye ansigter som Caroline.

HBO teaser også for plottet, der foregår ti år efter seriens afslutning.

"I ’Deadwood’-filmen bliver de uforglemmelige karakterer genforenet efter ti år for at fejre South Dakotas status som stat. Tidligere rivaliseringer genoptages, alliancer skal stå deres prøve, og gamle sår vækkes til live, mens alle efterlades til at navigere i de uundgåelige ændringer, moderniteten og tiden har bragt med sig," lyder det.

Når der bliver lavet lister om verdens bedste serier gennem årene, er 'Deadwood' næsten altid nævnt. Hos eksempelvis Rotten Tomatoes er 'Deadwood' blandt de ni bedste serier nogensinde. Rotten Tomatoes indsamler anmeldelser fra professionelle kritikere og beregner, hvor mange procent positive bedømmelser en film eller tv-serie har fået.

Manuskriptet til 'Deadwood'-filmen er også skrevet af seriens skaber David Milch. Ligesom Daniel Minahan igen skal instruere. Vi kan forvente, at den får premiere i løbet af 2019 på HBO.