Boghandlen Thiemers Magasin slog for første gang dørene op i 2002, og sidenhen er den blevet kendt blandt københavnere som en såkaldt delikatesseboghandel. Her kan man få fingrene i nøje udvalgte bøger af litterær høj kvalitet og med et æstetisk udtryk for øje.

For to år siden blev Thiemers Magasin overtaget af Michael Nellemann, som tidligere blandt andet har været hofchef for Prins Henrik, men valgte at tage et drastisk karriereskift og overtage den lille boghandel.

Indtil nu har man kun kunnet aflægge Thiemers Magasin et visit på Tullinsgade 24 lige ved Værnedamsvej, men snart bliver de også at finde på Valby Langgade 30 i Valby.

Den nye ekspansion bliver en café, og selvom det er et foretagende, som Thiemers Magasin ikke har gjort sig i før, så lover de, at caféen kommer til at emme af nogle af de karakteristiske kendetegn, man kender fra boghandlen.

Caféen bliver nemlig indrettet med nogle af de samme møbler, som findes i butikken på Frederiksberg, og der vil selvfølgelig være fyldte bogreoler, så man har mulighed for at købe ny litteratur med sig hjem, når man besøger dem i Valby.

Det er endnu uvist, hvornår den nye café åbner, og på nuværende tidspunkt har den stadig ikke et navn. Indtil videre er arbejdstitlen ’Thiemers Kaffebar – nu med bogbevilling!’, og de lover, at det bliver muligt at købe sig en stærk kop kaffe, når de endelig slår dørene op.

Du kan holde øje med caféens åbning på deres hjemmeside her eller på deres Instagramprofil her.