Det første Gasolin’-nummer, jeg kan huske, er ’Det var Inga, Katinka og Smukke Charlie på sin Harley’. Den hørte vi altid på fritidshjemmet. De havde en pladespiller, og jeg kan huske, at jeg efter skole stod og lavede et ryatæppe, mens sangen spillede i baggrunden. Jeg har stadig den samme varme og glæde ved musikken, som jeg havde dengang. Man bliver forført af den på en eller anden måde.”

”Mit første minde med filmatiseringen af ’Midt om natten’ er, at Lise Ringhof, som jeg fik mit første barn med (Sally Jo Ringhof, red.), var statist i filmen. Det er i det besatte hus, hvor urobetjentene kommer og skal rydde huset, og på et tidspunkt kigger hun ud ad vinduet. Man kan næsten ikke se hende. Hun er faktisk så lidt med, at vi i gamle dage satte videomaskinen på pause for lige akkurat at kunne ane hende.”

”Det mest udfordrende ved den nye musical har været at prøve en masse stramt lædertøj til min rolle. Jeg spiller den møguhyggelige rockerleder. Da filmen kom ud, mente nogle, at den var alt for blodig.

Dengang var det åbenbart meget slemt i forhold til, hvad man kunne tåle, men i dag virker den overhovedet ikke farlig. Man griner faktisk mere, end man synes, den er uhyggelig. I musicalen ville det være let for os at gøre grin med rockerne, men det tror jeg, man skal være varsom med. Der skal være en balance imellem, at de synger musical-sange, og at de stadig skal virke farlige.”

”For at forberede mig til musicalen går jeg derhjemme og hører sangene for hundrede tusinde gang. Jeg har en datter på seks år, som er begyndt at synge ’Strengelegen’, ’Det bedste til mig og mine venner’ og ’Rabalder­stræde’.

Det er en kæmpe glæde at se hende opleve sangene. Hun kunne i stedet høre alt muligt på YouTube. Det er vildt at se, at det går lige så rent i hjertet på hende, som det gjorde på mig selv dengang.”

”Jeg tror ikke, at bz`erne selv så ’Midt om natten’, men den var rimelig aktuel i forhold til tiden, og jeg synes, at den fortsat er aktuel i dag. Det er arbejderlyrik og proletarpoesi, og Kim Larsen har en tone, der er ægte, og som er fremført med utrolig stor selvtillid. ’Midt om natten’ vil altid være legendarisk, det er et stykke Danmarkshistorie.”

’Midt om natten’ spiller i Tivolis Koncertsal fra 15. marts til 22. april 2018.

LÆS OGSÅ: 6 suveræne streaming-sager du skal se i marts

LÆS OGSÅ: Tom Hardy skal spille Al Capone i ny gangsterfilm

LÆS OGSÅ: ”Turbolens øver ikke så meget som Mew og er ikke nær så dygtige, men det blev dødens pølse til sidst”