Interview: Kevin Spacey

Interview: Kevin Spacey

Kevin Spacey: "Der er kun én procent af House of Cards, der ikke kunne foregå i virkeligheden"

House of Cards er en af Netflix' mest populære tv-serier. Historien om den strategisk dygtige og moralsk forkastelige Frank Underwood rammer lige i plet. Vi har mødt Kevin Spacey.

”Der var én politiker, der sagde, at 99 % af House of Cards kunne foregå i virkeligheden. Der er kun én procent af serien, der ikke er virkelighedstro: Du får aldrig gennemført en uddannelsesreform så hurtigt,” fortæller Kevin Spacey.

Vi møder ham på et hotel i London, hvor han og Netflix er på promotiontur i forbindelse med anden sæson af hitserien House of Cards. I den populære serie spiller Spacey hovedrollen Francis Underwood, den überkyniske og magtjagende majority whip for demokraterne i den amerikanske kongres.

LÆS OGSÅ Ny trailer: House of Cards sæson 2

Et af de spørgsmål, som ofte vender tilbage i forbindelse med House of Cards, er, hvor tæt serien er på virkeligheden. Det er også et spørgsmål, som Spacey ofte må svare på, da han er kendt for at være dybt involveret i demokraternes inderkreds. Blandt andet er han gode venner med Bill Clinton, ligesom han også støttede Al Gore aktivt under præsidentvalget i 2000.

”Jeg har snakket med folk som Kevin McCarthy og Steny Hoyer (virkelighedens Underwoods fra hhv. republikanerne og demokraterne red.) og en række andre centrale politikere om virkelighed og fiktion. Nogle af dem siger, at House of Cards er tættere på virkeligheden, end man kunne ønske sig. Andre siger, at det er et urealistisk og kynisk syn på politik,”

Realistisk eller ej: House of Cards er ultrapopulær og nu er sæson 2 klar. House of Cards var en af Netflix’ første egenproducerede tv-serier. Serien er instrueret af David Fincher og viser et både fascinerende og skræmmende billede af magteliten i Washington, hvor alle kneb gælder.

LÆS OGSÅ Interview: Djævelsk gode Kevin Spacey

I anden sæson fortsætter Underwood opstigningen mod toppen af Washington med stadig mindre hensyntagen til andre mennesker. At Kevin Spaceys rolle som Francis Underwood bevæger sig langt over den moralsk forsvarlige grænse, vil han dog ikke forholde sig til.

”Jeg bedømmer ikke Underwoods moral. Uanset hvad han gør, uanset hvor mørk han bliver opfattet af andre, er det ikke mit job. Min opgave er at spille rollen og formidle, hvad han søger at opnå og hvorfor han vil opnå det.”

Kevin Spacey fremhæver også Netflix som en ekstraordinær god samarbejdspartner, der har givet instruktører og skuespillere kunstnerisk frihed til at fortælle den rette historie.

”Havde vi været på en tv-station, som var mere usikker på sit publikum, ville vi nok have fået en masse advarsler fra dag 1,” siger Kevin Spacey, mens han hviskende imiterer en gammeldags tv-boss: ”Vi er lidt bange for at miste halvdelen af seerne efter de første fem minutter, fordi Frank Underwood kvæler en hund.”

Netflix har allerede skrevet kontrakt på endnu en sæson, så fortællingen om den mørkere side af Washington fortsætter. 

’House of Cards’ sæson to får premiere på Netflix 14. Februar 2014.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman