Leder: "Intet er mere miserabelt end en mand, der krampagtigt flygter fra sin alder"

Ligger dine bedste år foran eller bag dig?

Som samfund er vi optaget af det nye og det unge. Hvilken 15-årig knægt løber lige nu rundt på en af Europas fodboldfabrikker for at blive den næste stjerne i Premier League? Hvor sidder det næste naturvidenskabelige geni, der tager sin Ph.d. fra et eliteuniversitet allerede i starten af 20’erne? Hvilket ungt erhvervstalent kommer med så meget skabertrang og tilbagelænet attitude, at han disrupter en hel branche og skaber det næste Facebook?

De er derude. Og det er bare et spørgsmål om tid, før de tordner frem og vipper os aldrende af pinden.

Selv er jeg ikke helt ung længere, nok nærmere et sted midt i livet, i hvert fald med en lille tilsnigelse. 36 somre, mine mest energiske og udfarende år bag mig, and if I live too long I’m afraid I’ll die, som The Kinks sang.

Og det går langsomt men sikkert op for mig, at tiden er ved at krybe sig ind på mig. Når jeg mødes med gode venner, er det ofte fortiden, vi taler om. Minderne har vi tilfælles, mens vi med børn om anklerne og drømme om et langsommere hamsterhjul forsøger at skabe nye minder.

Det kan være en svær erkendelse, at jeg ikke længere tilhører de unge og frie. Den impulsive fyraftensøl, fordi ingen børn skal hentes, sker bare ikke længere. Den der lidt skrantende måde at vågne på, hvor ryggen lige skal i gang, er ikke bare en enlig svale. Sådan er det hver morgen nu.

Jeg nåede aldrig at komme på noget ’30 under 30’-liste over store talenter, der havde potentiale til at revolutionere verden. Jeg kan stadig blive nedtrykt over, at LeBron James og jeg er jævnaldrende, når han har været verdens bedste til noget, og jeg egentlig bare har været ret ordinær. Var det virkelig det krudt, jeg havde at skyde med?

Nej.

For når jeg ser mig omkring, kan jeg samtidig konstatere, at håbet ikke er ude. I dag er den moderne mand i god form. Frokost-øllen er skiftet ud med racercykel, og man er i langt højere grad end tidligere bevidst om sammenhæng mellem fysisk form og mental formåen.

Vi elsker fortællingerne om det unge talent, der brager igennem lydmuren – men vi glemmer den langsomme, sikre opstigning, hvor et arbejdsliv krones af et videnskabeligt gennembrud eller overdragelse af taktstokken i en virksomhed, hvor kun rutine og mangeårig træfsikkerhed slår til.

Det sene gennembrud er fascinerende, fordi en tilslibning af talent ad åre kan medføre en monumental effekt, når det så endelig slår igennem.

Jon Hamm var 36 år, da han blev verdenskendt som Don Draper i ’Mad Men’ og endelig kunne sige farvel til det tjenerjob, der havde finansieret hans indtil da ikke så strålende skuespillerkarriere. Da Ricky Gervais efter mange år som tvivlsom standupkomiker sideløbende med en rolle som frontmand i new wave-bandet Seona Dancing endelig brød igennem med ’The Office’ i 2001, var han tæt på de 40 år.

Herhjemme blev Søren Malling i 1992 som 28-årig færdig fra Skuespillerskolen i Odense, men det var først op igennem 00’erne, at han blev kendt i den bredere offentlighed gennem roller i ’Forbrydelsen’ (2007), ’Blå mænd’ (2008) og ’Den du frygter’ (2008).

At blive ældre kræver, at det sker med ynde. Intet er mere miserabelt end en mand, der krampagtigt flygter fra sin alder. Jeg tror, at flugten er forbundet med en frygt for alderdommen – ’vi kan da sagtens tage på vandreferie i Japan, selvom vi runder 65 næste år’ – og ultimativt frygten for at dø.

Men vi skal huske, at det skal vi, for det er den eneste måde, vi kan minde os selv om, at vi skal se at få noget ud af livet. En af dem, der får rigtig meget ud af livet lige nu, er musiker og sangskriver Andreas Odbjerg. Han kæmpede og ventede, forsøgte og prøvede, indtil det for alvor tog fart.

Har man ikke fulgt ham tæt, virker hans gennembrud til at have ramt os med raketfart. Sandheden er, at det tog ham 15 år at gå fra 0 til 100. Nu er han en landskendt hitmager, der laver alt, han rører ved, om til guld.

Andreas Odbjerg er 34 år, og derfor ikke fortællingen om det unge talent, der rammer bullseye, allerede før han er tør bag ørerne. Han har slidt og slæbt sig til sit gennembrud. Nu hører han til i toppen af en musikbranche, han uomtvisteligt kommer til at påvirke retningen af. Det er lettilgængelig ørehængerpop, der passer umådeligt godt i en verden, der efter to år i corona-mørke nu endelig øjner lys. Det er lyden af frihed. Og det lyder virkelig, virkelig godt.

God fornøjelse med Euromans martsnummer og tak, fordi du læser med.

Kristoffer Dahy Ernst