Hvordan har det været at arbejde med Kurt Sutter?

”Meget spændende og nervepirrende. Jeg var mere bange for at møde Kurt Sutter, end jeg var på noget tidspunkt i fængslet. For i fængslet forstod jeg den verden og var tryg i de voldelige omgivelser, som jeg er vokset op i, siden jeg var et barn.

Jeg var ikke glad for at komme i fængsel, men i det mindste var den verden og det sprog velkendt for mig. Det var klart noget andet og nyt for mig at skulle være kunstner og blive eksponeret så meget. Især var jeg utryg ved at møde Kurt Sutter. Han er et ikon, har bevæget så mange mennesker, og jeg har stor respekt for ham. At sige ja til at arbejde med ham har uden tvivl været blandt de vigtigste beslutninger, jeg nogensinde har taget. Som mentor har han fuldstændig ændret mit liv.”

Var du selv en fan af ’Sons of Anarchy’?

”Ja, jeg var. ’The Shield’ (politiserie, hvor Sutter har skrevet mange af afsnittene, red.) har altid været mit yndlings tv-program, og da ’Sons of Anarchy’ kom, så jeg det faktisk ikke, fordi mine brødre og mange af de mennesker, som jeg elsker, stadig er en del af den verden og motorcykelmiljøet, og jeg var selv lige kommet ud af det. Derfor var jeg ikke interesseret i hans version af den verden. Der gik meget længe, før jeg fik set den. Den kørte også, da jeg sad i fængsel, men det var først, da jeg kom ud og gav den chancen, at jeg opdagede, hvordan Kurt var i stand til at fange den følelse af familie, som der er i en bande. Jeg har set mange andre film og serier om bander, hvor de ikke lykkedes med at fange den specielle følelse af sammenhold.”

Hvordan har dig og Kurt arbejdet sammen?

"At skrive er en meget kompliceret størrelse, og jeg havde svært ved at forenkle mig i starten. Jeg kunne bruge tre dage på at finde ud af, hvordan en karakter skulle gå fra A til B, og så kom Kurt forbi kontoret, og på tre minutter kunne han fortælle, hvordan karakteren kom derhen. Eller han kunne skrive en scene på fem linjer, som jeg ville bruge fem sider på at skrive. Han har udført det job 10.000 gange og er bare et ikon, når det kommer til storytelling. Men på den anden side pressede han mig hele tiden til at få min egen stemme ind i manuskriptet. Han involverer os meget, fordi vi hver især bringer noget specifikt, som vi er hyret til.”

”Kurts stemme er meget distinkt, og i starten forsøgte jeg at skrive og lyde som ham, og så brød han ind og sagde: ’Nej, jeg vil hellere have din stemme ind'. I sidste ende ved vi godt, at manuskriptet skal igennem Kurt og have den mentalitet, som passer til universet, men han var ikke ude efter én, der bare kunne efterabe ham, men ville have én, der havde en hel anden synsvinkel. Jeg har altid skrevet dagbog og har været i et punkrock band, hvor jeg skrev tekster. Jeg skriver meget mekanisk og hurtigt, så det minder om en punkrock-sang. Det er et blast af ord.”

Hvordan er 'Mayans MC' anderledes end 'Sons of Anarchy'?

”Det er en anden verden i det samme univers. Alt, hvad du vil forvente at finde i 'Sons'', vil du få i 'Mayans'. Lederen af banden er bindeleddet mellem de to verdener, men kulturelt og tonalt er de forskellige. Selv der, hvor serien tager udgangspunkt, er der forskel på det centrale og sydlige Californien. Men der er også mange folk, der siger, at 'Mayans' er som et afsnit af 'Sons', hvor du bliver sat bag på motorcyklen, og så kører videre ind i dette show, og det er der også en sandhed i. Men på den anden side er der også en forskel på deres kulturelle baggrund, hvordan deres motorcykler ser ud, hvordan de håndterer business, hvordan de går, hvordan de snakker, og så dør en masse personer. En masse motherfuckers dør stadig’.”

Hvorfor blev du selv en del af en bande?

”Jeg søgte først og fremmest efter en familie, og så ville jeg bare fucke ting op og plante mit flag i jorden og vise folk, at jeg var her. I min bande var vi alle nogle børn, som manglede et hjem. Vi var nogle børn, som ingen interesserede sig for eller bekymrede sig om og følte os udenfor. Det var dét, som det hele handlede om. Vi ønskede at blive set og hørt og få fortalt, at vi betød noget for nogen. Hvis du ikke får det behov for at blive set og hørt som barn i dit hjem, så forvandler det behov sig til noget negativt. Du bliver besat af at få det. Det var ikke for voldens skyld, at jeg kom i en bande.”

Hvad var det for en bande?

”Vi var en gruppe af unge antiracistiske mennesker fra Boston, som kæmpede mod skinheads og neo-nazister, hvilket var et stort problem i 80’erne i USA, og som igen har fået et comeback – ikke bare i USA, men også i Europa. Jeg var med til at grundlægge banden, fordi jeg på det tidspunkt var forsanger for hardcore-bandet Wrecking Crew og oplevede, hvordan vi blev generet af tilstedeværelsen af racistiske grupper til vores shows. Vi prøvede at fjerne dem fra miljøet. Ligesom vi også gik i slagsmål med drugdealere. Vi spredte os i USA og hele verden, hvor vi tog os af, hvis der var problemer med nazister.”

Hvordan var mentaliteten i banden?

”Vi havde hinandens ryg. Hvis jeg sagde til de andre, at jeg havde et problem med nogen, sagde de, at jeg bare skulle sætte mig og slappe af, fordi de ville tage sig af det. Jeg følte mig for første gang tryg og elsket betingelsesløst i mit liv.”

Hvorfor gik du ud af banden?

”Det tog mig lang tid at komme ud, jeg var en del af den i halvandet årti. Men der skete det, at min mor døde, og jeg var ved hendes side de sidste to uger af hendes liv, hvor hun var meget syg. Dér gik det op for mig, at jeg ikke på noget tidspunkt i mit liv havde gjort noget, som min mor kunne være stolt af, så jeg gav hende mit løfte om, at jeg ville få mit liv vendt og finde min egen vej. Jeg prøvede at komme ud af banden, men det var umuligt, fordi jeg stadig boede i det samme område, så når mine brødre havde problemer, kunne jeg ikke holde mig væk, jeg måtte hjælpe dem. Min kæreste sagde derfor til mig, at vi var nødt til at flytte langt væk og mindede mig om, at jeg altid har drømt om at lave film og tv. Vi pakkede bilen og kørte næsten 5.000 kilometer væk til L.A., hvor vi ikke kendte nogen som helst.”

Fortryder du at have været en del af en bande?

”Ja og nej. Jeg ville ønske, at jeg havde lavet film som nu for 17 år siden. Tænk på, hvor meget kunst jeg kunne have lavet på alle de år. Mit liv ville have været markant anderledes. Men jeg fortryder ikke banden eller dens medlemmer. Gutterne i banden er stadig mine brødre, og gruppen har aldrig været større. Det er de mennesker, som jeg er vokset op med, og vi har været igennem så mange ting sammen, at de for altid vil være i mit hjerte, selv om jeg ikke er en del af banden længere. Jeg fortryder dog, at jeg blev fanget i min egen onde cirkel.”

Hvorfor vil du gerne bruge din egen historie i f.eks. 'Mayans MC'?

”Da jeg begyndte i filmbranchen, bebudede jeg overfor andre og mig selv, at jeg aldrig ville komme til at lave film om vold eller snakke om bander. Jeg var færdig med miljøet, og det var for personligt. Men så kom jeg i fængsel, og da jeg blev løsladt igen, gik det op for mig, at jeg faktisk var nødt til at fortælle min egen historie. Det er meningen, at jeg skal gøre det. Jeg skal kigge indad, selv om det er ubehageligt."

Hvor realistisk portrætterer I rockermiljøet?

”Fordi vi er i Kurt Sutters univers, er vi nødt til at følge de regler. Selvfølgelig tilstræber vi os at være realistiske og sandfærdige, men vi ønsker ikke at bringe nogen fra bandemiljøet i fare ved at være for præcise med hemmelige oplysninger eller rigtige navne. Omvendt vil vi heller ikke fremstå tåbelige, så det er en balance. Vi laver dog ikke en dokumentarserie, men fortæller bare historier."