Christopher Nolan har siden hans mainstream-gennembrud med 'Batman Begins' formået at tiltrække stor opmærksomhed til sine film. Anderledes har det ikke været med det nyeste skud på stammen, 'Tenet', der kommer i kølvandet på en corona-nedlukning, der kostede biografer verden over alle deres kunder. Mange har sat deres lid til, at 'Tenet' er filmen, der skal få gæsterne tilbage i de mørke sale, og i går fik filmen premiere. Men hvordan er den så?

Mens de internationale anmeldere tyvstartede i sidste uge, har de danske filmjournalister omvendt ladet anmeldelserne vente på sig. Og ligesom de internationale anmeldere var splittet, er der heller ikke fuldstændig enighed blandt det danske anmelderkorps.