Matt Berninger er forsanger i The National, der til efteråret spiller koncert i Danmark, Royal Arena i København.
Foto: Getty Images

The National giver koncert med ny musik i Royal Arena

Det snart albumaktuelle rockband fra Brooklyn kommer forbi Royal Arena i København til november.

Amerikanske The National har et specielt forhold til Danmark.

De har spillet på Orange på Roskilde Festival, på Northside i Aarhus og har sågar spillet surprise-koncert for blot 700 mennesker på den lille Apple Flower Festival på Lilleø. Ligesom de to guitarister, de enæggede tvillinger Aaron og Bryce Dessner, var medarrangører på Haven Festival på Refshaleøen. Aaron Dessner er desuden gift med en dansk kvinde og har været bosat på Frederiksberg i København.

Rockbandets danske relation får endnu et kapitel, når The National giver en stor koncert på Royal Arena til efteråret. Det sker i forbindelse med deres kommende album 'I Am Easy to Find', som bliver udsendt 17. maj og er The Nationals ottende i rækken.

Til koncerten i Royal Arena 29. november kan du derfor godt forvente at høre en masse nye sange.

Den første single 'You Had Your Soul With You’ udkommer i dag.

Find billetter til koncerten på Ticketmaster.dk. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik