Tung bas og hurtige versefødder strømmer ud af højtalerne, hvis man sætter nummeret 'Who That Be' på anlægget. Den kun 16-årige Brian Imanuel, også kendt som rapperen Rich Chigga, står bag denne nye ørehænger, som med sine trap-beats nemt vil få dansegulvet til at svede.

Tidligere i år udgav han den lige så festlige 'Dat $tick', hvor han iført lyserød polo t-shirt og mavebæltetaske, kaster håndtegn med vennerne  i gaderne og hæver pistolerne i vejret – mere eller mindre en ren kliché på en klassisk rap-video.  

Videoen tog internettet med storm med dens kontroversielle udtryk, og flere rappere som Ghostface Killah, Goldlink og Jazz Cartier reagerede med kommentarer som ”This is the hottest nigga of all time” og ”This boy is 16 and he is mad deep”, da de så Rich Chiggas moves.

Rich Chigga har dog ikke kun fået positive reaktioner. Flere troede, at han mente skyderiet seriøst, mens andre så på det som ren satire. Uanset hvad er det svært at løbe fra det faktum, at 'Dat $tick' har over 10 mio. visninger på Youtube og et kommentarspor fyldt til randen. 

Personligt kendetegner Rich Chigga sin video som ’halv-seriøs’ på grund af det spøjse tøjvalg, men ellers var et af målene med videoen at sætte en stopper for den negative ladning af N-ordet, fortæller Rich Chigga i et interview til Hypetrak. 

Udover at producere musik med tilhørende videoer har Rich Chigga en ekstremt levende Twitter-konto med over 183.000 følgere, hvor han tweeter om alt fra edderkoppers klitorisser til sine falske pink øjenvipper, som ifølge ham selv ikke rokker ved hans maskulinitet. 

Det fremtidige mål for Rich Chigga er at få endnu flere følgere på Twitter, blive en anerkendt musikproducer og få millionvis af views på sine musikvideoer. Lyt til det seneste skud på stammen fra Rich Chigga i videoen herunder.