scroll-down
”I mine øjne er uret et oplagt smykke til mænd. Det er kulturelt accepteret, og så ligger der århundreders forarbejdning bag. Derfor har jeg altid interesseret mig for armbåndsure. De samler idéen om fint kunsthåndværk, design, historie og så urværket, som for mig er det altafgørende.”
”Det var et ur, som jeg fik af min far i slutningen af 1970’erne. Jeg kan huske, at jeg sad i hans lejlighed på Esplanaden, da jeg fik uret, som var med manuelt optræk og udstyret med plexiglas og hvid urskive. Det var et mindre og sikkert inferiørt schweizisk urmærke, som der dengang fandtes hundredvis af, men jeg var meget glad for det. Jeg havde det i mange år.
Jeg fik omtrent samtidig mit første digitalur, men det interesserede mig ikke på samme måde. Jeg gik op i, hvad der var indeni. Det gør jeg stadig.”
”Det hænger sammen med min karriere: Jeg gik på college i USA og havde en onkel i Brooklyn, der gav mig et Casio G-Shock, som jeg havde gennem hele min studietid. Det kunne ikke slås i stykker.
Dengang havde jeg endnu ikke den store interesse i urenes æstetik eller historie, men da jeg i 1994 blev sendt til Californien for min daværende avis, Variety, og skiftede job til Warner Brothers, havde jeg den vildfarelse, at jeg pludseligt var blevet meget velhavende. Hvilket jeg overhovedet ikke var. Jeg var bare omringet af meget velhavende mennesker, og jeg kunne se, hvad de havde på armen.
Jeg gik ned til hvad der i mine øjne stadig er den bedste vintage urbutik på Melrose Avenue, Wanna Buy a Watch, og købte et brugt Rolex GMT Master II til 2.000 dollars. Det havde jeg i mange år.
Jeg er kamæleonisk af natur, så da jeg stoppede i filmbranchen og blev forfatter i stedet, syntes jeg, at et Rolex simpelthen var for kraftigt et kulturelt statement at gå rundt med. Idéen med at være forfatter er jo at være en observatør og social kritiker, og så syntes jeg ikke rigtigt, det harmonerede med et Rolex. Det er bare min holdning, det er ikke for at kaste smuds på Rolex, men det er bare et højlydt kulturelt signal. Hvis man sætter sig ved et bord og skal snakke med nogen, så er det ofte det første, folk ser.
Jeg byttede uret væk og har ikke ejet et Rolex siden.”
”Jeg må vedkende mig min bias, og den peger i retning af field watches. De symboliserer den enkle funktionalitet, som jeg gerne ser afspejlet i alle aspekter af livet. Jeg er nået en alder, hvor jeg forsøger at reducere ting ned til deres essens, og det smitter også af på mit valg af ur.
Mit evige dilemma er, at jeg altid prøver at finde en model, der kombinerer elegance og rustik udholdenhed. Man kunne kalde det et ’dressy field watch’. Min fascination med genren går også igen i mine forsøg på at finde den perfekte carry-on taske til fly. Det skal være elegant, men det må ikke blive for fint. Det skal kunne bruges.
Hvis jeg skal på en stroppetur til junglen, så spænder jeg mit Seiko SKX007 eller mit G-Shock på håndleddet, men da jeg opholder mig mest i storbyer, går jeg oftere med mit amerikanske Weiss Standard Field Watch eller mit franske ’Merci Hodinkee’ Field Watch. Det er udstyret med et manuelt ETA-værk 2801-02, som er firmaets eneste og sidst producerede ur med håndoptræk og uden andre komplikationer end en central sekundviser.
Jeg kan godt lide den slags unge boutique brands, der låner fra klassiske modeller, både hvad angår robuste urværker, men også med letlæselige urskiver. Jeg er lige fyldt 57, så jeg skal også kunne aflæse, hvad klokken er, uden briller.”
”Det må godt være luksus, det må bare ikke være prangende. Jeg vælger gerne brands, som er skyggeversionen af det mere kendte luksusbrand. Et Tudor Pelagos er et godt bud. Eller et Tudor 1926, som ved første øjekast ikke ser ud af meget.
Det er et ’entry level’, et begreb, som jeg synes lyder nedladende, men det ur rummer mange fine detaljer, som man kun langsomt opdager. Jeg viser heller ikke alting frem med det samme, så på en eller anden måde passer det til mit temperament.”
”Ja, og jeg har sådan set opnået det og sluppet det igen. Det var mit Rolex GMT Master II med Pepsi lynette og ’tropical’ urskive.
Jeg var meget ung, da jeg solgte det, uden at vide at det var mit grail watch. Men jeg ville ikke købe det i dag. Jeg har indset, at den gral er for forgyldt for mig. Jeg har det som Indiana Jones, der skal vælge den hellige gral og vælger den mest enkle af dem alle, den som er lavet af træ. Det er den ægte. Sådan har jeg det også.
Ham, der vælger det mest forgyldte bæger i filmen dør jo en frygtelig død! Et grail watch for mig er et ur med det mest reducerede udtryk, hvor man har raffineret hele pakken, indtil der kun er det bedste tilbage. Det er det, som jeg hele tiden er på udkig efter.”
”Et Ole Mathiesen OM2.35.M, som jeg fik af min mor og min stedfar, da jeg udgav min første roman i 2006. Det har affektionsværdi, og så er det den sidste mohikaner inden for sit felt.
Ole Mathiesen laver ikke mange af dem mere, fordi det er et manuelt urværk og har en beskeden kassediameter på 35 mm. Det er heller ikke rigtig inden for luksuskategorien, så de tjener ikke nok på modellen, men for mig er det godt schweizisk håndværk.
Det manuelle optræk er blevet mere og mere vigtigt for mig med årene.”
”Det gør, at jeg kommunikerer med mit ur på en helt anden måde, end hvis det var automatisk optræk eller batteridrevet.
Det manuelle optræk er en gammeldags disciplin, som gør, at man kan glæde sig over designet en gang i døgnet, samtidig med at man ved, at urets videre funktion afhænger af én. Du skal mærke med fingrene, præcis hvor hårdt du strammer fjederen, når du drejer på kronen, og du skal fornemme, hvornår du når det punkt, hvor du skal holde op.
Det er en afvejning: Hvor tydeligt kan jeg mærke, at jeg er ved at nå grænsen? Det er for mig en stor fornøjelse at vide, hvornår jeg skal stoppe.”
”Min farfars Buren, som stadig går perfekt. Det er det af mine ure, som går bedst.
Min farfar Max udvandrede til Amerika i 1930 og købte sandsynligvis uret i slutningen af 1940’erne. Han vendte aldrig hjem til Danmark igen, men han forærede uret til min farmor, Emma, som senere gav det videre til sin nye ægtemand, Johan. Han gik med uret indtil sin død.
Da jeg arvede uret, var det med visheden om at min farmors to ægtemænd havde gået med det. Det gør det til noget særligt.”
”Det bedste er, at man aldrig bliver mæt. Man vil altid have sulten efter at se eller opleve et ur, som begejstrer eller overrasker. Det kan være i forarbejdningen, eller hvis et urmærke bringer en gammel model tilbage.
Det værste er, at det aldrig holder op. Selvom jeg næste gang køber et Tudor, så ved jeg, at fantasien om, at ’nu er det slut’, ikke passer. Ursamlere lyver for sig selv, når de siger sådan. Det er jo en passion, som opstår i krydsfeltet af det fysiske udtryk, den indre forarbejdning og urets historie.
Den Bermuda-trekant vil altid fængsle os ursamlere på en måde, som vi aldrig kommer ud af.”
