Det startede egentligt som dagdrømmeri over en spand Corona på den mexicanske ø Isla Mujeres i 2013. De to venner, som mødte hinanden 10 år tidligere på Roskilde Handelsskole, sad og beundrede hinandens nyindkøbte luksusure. Thomas Andersen havde købt et vintage Rolex GMT Pepsi, mens Sebastian Skov havde erhvervet sig et nyt Tag Heuer Carrera.

”Vi ville begge gerne købe nogle nye ure, men vi havde sgu ikke råd til flere i den helt dyre kategori, så hvad var alternativet? Det var dér på stranden over nogle bajere, vi fik de første idéer til ’About Vintage’. Vi kunne godt tænke os at lave et klassisk alternativ til uret i bankboksen med referencer til 1950’erne og 60’erne,” siger Thomas Andersen.

”Da spanden med Corona var tom, syntes vi selvfølgelig, at det var en sindssygt god ide. Det var i princippet der, vi tog beslutningen. Da vi kom hjem udtænkte vi konceptet, men der gik noget tid, før vi tog skridtet,” siger Sebastian Skov.

I årene efter udviklede planerne sig. I hele 2014 arbejdede de om aftenen og i weekenderne på deres fælles projekt, og året efter fik de kontakt til en dansk urproducent, som hjalp dem med at få deres tidlige skitser til at blive rigtige ure i glas, metal og læder.

De solgte urene som, de havde beundret på den mexicanske strand, og tog et lån på 50.000 kroner for at kunne producere deres første ur-kollektion. Og allerede fra første færd oplevede de noget, der virkelig gjorde dem optimistiske omkring projektet.

”Vi havde længe fulgt verdens største urblog, ’Daily Watch’, og tænkte med det samme, at vi skulle have fat i personen, der stod bag. Jeg slog ham op og fandt så ud af, at det var Alexander Rosenbæk på 21 fra Slagelse. Vi havde et møde med ham, og efter han havde postet et billede af vores første ur, brød vores hjemmeside fuldstændig sammen. De 300 ure, vi havde produceret, var udsolgt på meget kort tid,” siger Thomas Andersen.

”Det var dér, vi kunne se, at det var til mere end et hobbyprojekt. Vi kunne med det samme mærke, at hvis det her skulle blive godt med de detaljer, vi gerne ville have, så skulle vi også selv ud og have hænderne på kogepladen,” siger Sebastian Skov.

Kort tid efter købte de en billig flybillet til Hong Kong for at besøge de fabrikker, der i fremtiden skulle producere de forskellige dele til deres ure. Det blev til 10 dage med fire timers taxa-tur nord for Hong Kong og fire-fem møder hver dag.

Siden har det været en stødt voksende forretning. I dag har de mere en 50 samarbejdspartnere over hele verden, der sammen med deres onlinehandel i år kommer til at sælge omkring 10.000 ure i prisklassen 1.699-7.500 kroner.

Det danske ’About Vintage’ er et urfirma brander sig på at lave klassiske, kvalitetsure til en overkommelig pris. Det sidste år har de haft deres fysiske butik i et gammelt atelier på Gothersgade 97. De har netop lejet to etager i en bygning i gården for at få plads til at udvide kontoret, der lige nu er placeret i butikkens baglokale.

”Vi holder snart vores meget forsinkede julefrokost. Sidste år var det kun mig og Thomas, men i år er vi altså otte mennesker. Jeg tror først, det er der, at det går op for os, at det er blevet noget andet, end da vi startede,” siger Sebastian Skov.

Økonomien bag 'About Vintage'

2014-15: omsætning på 600.000 kr. med et lille overskud
2015-16: omsætning på 1.5 mio. kr. med et overskud på 200.000 kr.
2016-17: omsætning på 4.5 mio. kr. med et overskud på 800.000 kr.
2017-18: omsætning på 10 mio. kr. med et overskud på 2 mio. kr.

Thomas Andersen er uddannet civiløkonom og arbejdede i forsikringsbranchen i flere år. Han er en klassisk, initiativrig iværksætter og forlod hurtigt jobbet som forsikringsmand for at starte sit eget investeringsfirma. Hans kompagnon er mere mådeholdende med en baggrund i reklamebranchen og en kandidat i branding og marketing fra CBS.

”Sebastian er lidt mere livrem og seler, end jeg er. Vi skulle nok være sprunget ud i det tidligere, så havde vi i hvert fald været det skridt længere fremme,” mener Thomas Andersen, og Sebastian Skov tilføjer:

”Jeg har egentligt ikke noget mod at være lønslave, men der er noget, du ikke får lov til. Efter at have lavet 10.000 powerpoints og 10.000 excelark for alle mulige andre mennesker, manglede der noget kreativt for mig selv. Jeg er lidt en atypisk iværksættertype. Selvom jeg har gået med mange idéer, er det aldrig blevet til noget. Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var lidt tryghedsnarkoman.”

De værner meget om deres mærke. Selv siger de, at de har takket pænt nej tak til ni ud af 10 butikker, der henvender sig, men det er også noget, de forsøger at vænne sig af med, fordi man alligevel ikke kan styre et globalt brand.

De har også været i kontakt med ISG Inflight Sales, der håndterer flysalg for 29 flyselskaber. De ville have flere tusinde ure, men kravene var mange og for store, blandt andet at alle urene skulle vakuumpakkes.

”Forrige år blev vi kontaktet af Nordstrom, som er en af de største luksuskæder i USA med 350 magasinlignende butikker. Den ene kontrakt vil kunne gøre en kæmpe forskel sammenlignet med det antal butikker, vi sælger i nu,” siger Sebastian Skov

”Vi kom ret langt i forhandlingerne med dem, men vi druknede simpelthen i diverse betingelser og krav til levering. Vores kollektioner var simpelthen ikke store nok. Det var bund og grund et kæmpe nederlag. Men nu er vi på et stadie, hvor vi måske kunne tage den snak igen,” Thomas Andersen.

”Nogle gange er det sværeste at sige nej. Man skal virkelig tænke sig om, for man får én chance, og man skriver under på 100 sider amerikansk jura,” siger Sebastian skov.

”Og du skriver også under på, at de kan levere hele lortet tilbage igen,” siger Thomas Andersen og tilføjer:

”Nogle gange har vi også været for forsigtige og tænkt lidt for meget over det. Men det er noget man lære med tiden.”

De sidste par år har flere investorer tilbudt sig. Det har fyldt så meget, at Thomas Andersen og Sebastian Skov har været nødt til at sætte det på pause for en tid for at fokusere på forretningen. Ifølge dem har der ikke været det rigtige match endnu, selvom det har været tæt på.

”Før jul var vi lige ved at sætte vores krusedulle på en aftale om en investering på mere end fire millioner om en del af firmaet, men vi sprang fra i sidste minut, fordi mavefornemmelsen ikke var der,” siger Thomas Andersen.

”Når målet er, at vi skal have en omsætning på 100 mio. indenfor de næste 2-4 år, en tidobling af vores omsætning i år, så skal der højst sandsynligt nogle med udefra,” siger Sebastian Skov.

”Hvis det skal ske skal vi også ud til messer og være mere synlige. Vi har før snakket om Basel World, der er verdens største urmesse, men det blev ikke til noget. Vi er tidligere blevet tilbudt en stand, men det kommer nemt til at koste 1 mio. for 25 kvm. og det er en stor investering og beslutning for os,” siger Thomas Andersen.

LÆS OGSÅ: Radiovært Poya Pakzad: fra internetkriger til etableret radioaktivist

LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"

LÆS OGSÅ: Zoo-direktør Bengt Holst: "Hele giraf-sagen viste mig, at det kan betale sig at stå fast og tro på sig selv"