DER ER INGEN MENNESKER I VERDEN, jeg hellere vil tale med, end min hustru. Hun er den, der forstår mig bedst, og hun kan læse mig som ingen anden. Uanset om det er dybe samtaler om vores drømme eller korte snakke om, hvordan dagen er gået (eller elektriske skænderier, hvor bølgerne går højt), er det aldrig ikke interessant at snakke med hende.
Men der er et tidspunkt, hvor der er fuldstændig tavshed mellem os: om morgenen. Vi har aldrig italesat det, men der er en stiltiende enighed om, at vi nærmest ikke siger en lyd, når den ene smører madpakker, og den anden laver havregrød og dækker bord, mens børnene stadig vågner. Morgenkaffen bliver drukket i fred, det er vidunderligt.
