Sådan stopper du en baby fra at græde scroll-down

Sådan stopper du en baby fra at græde

Du kender det. Det fortsætter i timevis. Det virker, som om det aldrig slutter. Men der er faktisk noget, du kan gøre.

Af Anders Hjort
Foto: Getty Images
Mennesker Euroman

Hvis der er én ting, det kan være svært for en nybagt fars ører at kapere, så er det babygråd. Især i de første tre måneder af dit afkoms liv græder det meget, og fra fødslen og frem til seks-ugers-alderen øges mængden af gråd hver dag.

Heldigvis er der gode råd at hente, nærmere bestemt i Santa Monica i Californien. Her residerer børnelægen Robert Hamilton, som har mere end 35 års erfaring og selv har seks børn.

For et par år siden gik Hamilton pludselig viralt i en video, hvor han på sin klinik med et behændigt tag løfter en skrigende baby op i luften – og vupti, så stopper babyen med at græde.

Forklaringen skal findes i, at Robert Hamilton har opfundet en metode, der angiveligt får alle babyer til at stoppe med at tude på få sekunder. Metoden har Hamilton givet navnet ’The Hold’, og den går i ultrakorte træk ud på følgende:

Løft babyen op med begge hænder.

Fold babyens arme over dets bryst.

Hold babyens arme fast med din ene håndflade, som du placerer direkte under babyens hage.

Støt om babyens bag (altså under en eventuel ble) med din anden hånd.

Vug babyen stille og roligt frem og tilbage i en vinkel på omkring 45 grader, og vrik lidt der, hvor du støtter på babyens bag …

Selv tak.

PS. ’The Hold’ virker bedst på babyer frem til to-tre-måneders-alderen. Herefter kan babyen bliver for tung at holde på denne måde.

 

Se Robert Hamiltons video her:

Se, hvad vi ellers skriver om: Far