ER RYDAHL IKKE EN lille bøsserøv? Som friskbagt teenager spillede jeg basketball. Det var i slut-80’erne, dengang Magic Johnson styrede NBA. Jeg spillede i frikvartererne, efter skole og hjemme foran garagen. Og både mandag aften og lørdag morgen cyklede jeg afsted til træning med mine Converse i tasken. Jeg elskede det, selv om jeg var håbløst hvid, alt for lav og ikke specielt god. Efter træning sjoskede vi ned i omklædningsrummet. Vi var lettede over at have overlevet trænerens hårde formaninger og ekstra løbeture fra baglinje til baglinje. Vi skubbede de stinkende støvler af fødderne, smed tøjet og gik i bad. Den del elskede jeg ikke. Det var tid til mandehørm. Eller ’locker room talk’, som Donald Trump senere har døbt det. Her blev skiftende drenge hånet for manglende muskler, pikkens størrelse eller andet, der stak ud eller slet ikke gjorde. Her var ingen leder, ingen inkarneret ondskab, bare en stemning af fis og ballade og billige point. Der var altid nogen, der piskede hinanden med håndklæderne og skruede op for den kolde hane, når man stod med sæbe i øjnene.