Har du nogensinde knappet en iskold flaske Kronenbourg 1664 Blanc op på en varm sommerdag, taget en slurk og så blevet ramt af en uimodståelig lyst til at kunne omdanne lige præcis dén fornemmelse til noget, man stolt og flot kan bære på kroppen?

Hvis svaret er ja, er det din heldige dag, for det franske ølmærke har indgået et samarbejde med danske Soulland om otte forskellige styles, herunder en badedragt, en skjorte, tankstops og T-shirts, der tager udgangspunkt i Soullands lidt legende og afslappede æstetik – og så lige med et lille pift hvedeøl.

Vi har talt med Silas Adler, manden bag Soulland, om det lidt uventede samarbejde, og hvordan humor og ironi kommer til udtryk i samarbejdet.

Hvordan opstod dialogen om et samarbejde med 1664?
”1664 kontaktede os og spurgte, om vi kunne være interesserede i at tage en snak. I dialogen blev det meget tydeligt, at jeg kunne få rimeligt frie tøjler. Jeg har det sådan med alt, jeg laver, at hvis jeg får mulighed for at gøre det på min måde og styre hele projektet, så er jeg klar. Det fik jeg af 1664, der var ikke sådan en fast ramme, vi skulle passe ind i.

Vi har været i et space de sidste 10 år, hvor vi har lavet en masse collabs, og hvor vi også har været klar på at udfordre os selv ved at samarbejde med brands, der ikke nødvendigvis er en del af mode i klassisk forstand. Da 1664 henvendte sig omkring det her projekt, var jeg rimeligt positivt indstillet over for det, fordi jeg synes, det er en sjov størrelse at prøve få de her to verdener til at mødes, mens man stadig er tro mod de to verdener.”

Hvad var det ved det franske ølmærke, der gjorde, at I havde lyst til at lave et designsamarbejde med dem?
”Vi bliver kontaktet af rigtig mange, der gerne vil lave et samarbejde med os. Det, der gjorde, at vi sagde ja til lige præcist 1664, var, at vi kunne se, at der var et space, hvor vi kunne fyre en subtil mængde humor af, hvilket er sværere at gøre, når man samarbejder med fx de store sportsmærker. Med øl er der en lethed. Man kan nemmere lægge en smule ironi i det. ”

Hvad vil det sige, at I har lagt ironi i det?
”Vi har skudt kampagnen i Nyhavn, hvilket er med en ironisk distance. På den der Soulland-agtige måde har vi lavet små, ironiske ting. Vi har valgt ikke at prøve at skjule, at det er et samarbejde med et ølfirma – vi har basically bare taget deres logo og klasket ovenpå vores.

Der er en humor i de forskellige ting. Vi har lavet 1664’s logo i similisten, hvilket giver udtrykket en vis ironi, på den måde hvor vi ligesom tager et bundkommercielt brand og laver deres logo om til en form for karikatur af luxury fashion. Ironien og humoren kommer selvfølgelig til udtryk på en subtil måde, som passer ind i vores univers, hvor nogle mennesker forstår det med det samme, og andre ikke gør.”

Hvordan foregik designprocessen?
”Det var ret simpelt. Vi havde bare lyst til at smadre deres flaske og sætte på tøjet. Vi havde lyst til at lave noget, der ikke var så printbaseret, og så havde vi lyst til at lave nogle relativt let tilgængelige sommer items. De ting, vi har lavet, har en lethed over sig.

Kollektionen hylder bylivet, streetstyle, fællesskabet og de festlige stunder, dels ved at hele storytellingen og kampagnen drejer sig om København, dels ved at vi inviterer folk indenfor hos os den 14. september, hvor vi launcher. Vores launch er mere demokratisk, end når vi laver modeshows. Det er en fest, der er semiåben.”

Hvad vil det sige, at den er semiåben?
”Hvis kidsne har lyst til at komme, så skal de komme. Kidsne vil lure, hvor vi er.”

Kollektionen kan købes fra den 14. september på soulland.com.

230814_SOULLAND_1664_13_1760.jpeg

230814_SOULLAND_1664_11_1607.jpeg

230814_SOULLAND_1664_000008580022.jpeg