Euroman guider til modeugen: Her er seks events, du ikke må misse under Copenhagen Fashion Week

Modeugen behøver ikke kun at være en lukket fest. Her er seks events, du bør lægge vejen forbi.

Offentliggjort

66°North overtager Storms lokaler

For kort tid siden takkede Storm, der i årtier har været betragtet som en af Europas mest toneangivende modeforretninger, af og drejede nøglen om for sidste gang i butikken på Store Regnegade 1 i København. Efter mere end 30 år i branchen var tiden kommet til, at familien Storm ville prøve noget nyt.

Nøglerne har de givet videre til det islandske outdoor-brand 66°North, som siden 1926 har lavet tøj til de mest barske naturmiljøer, og som i dag er at regne for et af de førende outdoor-mærker i verden.

Og overtagelsen af de ikoniske lokaler skal selvfølgelig markeres med et brag, så tirsdag den 4. august inviterer 66°North til åbningsfest i den nye butik. Aftenen indledes med en paneldebat om, hvordan man bygger fællesskaber, hvor blandt andre Storm Fashion-grundlægger Rasmus Storm og 66°Norths CEO, Helgi Oskarsson, deltager. Herefter fortsætter fejringen med en gadefest og liveoptrædener fra en række DJ's.

Butiksåbningen finder sted tirsdag den 4. august fra klokken 16.00 til 22.30 på Store Regnegade 1.

Viscose Journal viser Wim Wenders-dokumentar

Det danske modetidsskrift Viscose Journal, der blev lanceret i 2021, har på få år etableret sig som et respekteret magasin med international gennemslagskraft. I forbindelse med udgivelsen af magasinets niende nummer inviterer redaktionen til en særlig visning af den tyske filminstruktør Wim Wenders’ dokumentar ’Notebook on Cities and Clothes’ fra 1989.

I filmen forsøger Wim Wenders at portrættere og forstå den japanske modeskaber Yohji Yamamoto, der er verdenskendt for sine avantgarde designs og sit mangeårige samarbejde med Adidas under linjen Y3.

Arrangementet indledes af Viscose Journals stifter og chefredaktør, Jeppe Ugelvig.

Visningen finder sted onsdag den 5. august fra klokken 18.00 til 20.00 i CPHFW Creative Hub på Papirøen 5.

Paneldebat om æstetiseringen af mad

Tidligere var påklædningen den ultimative identitetsmarkør. Men i takt med sociale mediers fremmarch og stigende fødevarepriser er mad i stigende grad blevet et symbol på velstand, luksus og kulturel kapital. Som Copenhagen Fashion Week skriver i introduktionen til arrangementet, er et surdejsbrød til 25 euro den nye cashmeresweater. Samtidig tvinger udviklingen restauranter til at arbejde som kreative bureauer, når de skal balancere smag, fortælling og æstetik.

Panelet består af Jacob Kampp Berliner, direktør i Soulland, Eva Hurtigkarl, kok hos Ganni, og Camilla Almblom, stifter af Veatery. Sammen diskuterer de, hvad æstetiseringen af den mad, vi spiser, fortæller om fremtidens mode og forbrug.

Arrangementet afholdes torsdag den 6. august fra klokken 13.00 til 14.00 i Mercedes-Benz’ showroom på Købmagergade 3.

Britisk modedebattør lancerer ny bog

Den britiske forfatter og modedebattør Alec Leach udgav for nylig sin seneste bog ’Someone Should Stop This’, hvor han retter en skarp kritik mod en forbrugskultur, der fortsætter ufortrødent, mens klimakrisen tager til.

Under modeugen markerer han bogudgivelsen med et arrangement, der også byder på en Q&A med kultur- og kunstdebattør Moussa Mchangama.

Arrangementet finder sted torsdag den 6. august fra klokken 13.00 til 14.00 i CPHFW Creative Hub på Papirøen 5.

C.P. Company åbner særlig udstilling

Det italienske tøjmærke C.P. Company præsenterer under modeugen en særlig arkivudstilling i samarbejde med den danske designplatform Other Circle. Under titlen ’People Make The Clothes, Clothes Make The People’ udforsker udstillingen C.P. Companys innovative designhistorie og viser, hvordan mærket har været med til at udvide vores forståelse af sportswear.

Udstillingen er i første omgang lukket for offentligheden, men fra fredag den 7. august er den åben for alle hos The Lab på Vermundsgade 40.

Y2K-afterparty med Von Dutch

Nogle omfavner den, mens andre ikke kan få Y2K-bølgen langt nok væk. Er du fan – eller kan du bare godt lide en god fest – er der gode nyheder, for et af 00'ernes mest ikoniske brands, Von Dutch, inviterer til fest onsdag aften på Alexandra Hus ved Gammel Torv.

En række DJ's fra den københavnske undergrund sørger for musikken, og i løbet af aftenen uddeles et begrænset antal Von Dutch-gaveposer til heldige gæster.

Festen afholdes onsdag den 5. august i Alexandra Hus, Nørregade 1, fra klokken 21.00 til 03.00.