John F. Kennedy gik i dem på golfbanen. James Dean havde dem på som utilpasset teenage-rebel i filmen ’Ondt Blod’. Og de var Michael Jacksons foretrukne dansesko.
 
I år bør du også komme på fornavn med loaferen, eller hytteskoen som vi herhjemme kalder en sko uden snørebånd, som er lige til at stikke foden i.

Bliv ven med os på Facebook

Skoen har oplevet en del renæssancer, uden at den nogensinde er røget helt ud af markedet, men denne sommer er den for alvor tilbage i modebilledet. 

LÆS OGSÅ: 10 ting der aldrig går af mode 

”I en længere periode har skomoden kørt på grove sko og arbejdsstøvler. Men lige nu rider vi på en retrobølge, der også fører en mere pyntelig sko som loaferen med sig,” siger Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen.


Popkongen er let på tå i 1980'erne. Foto: Rexfeatures

I denne sæson bruger alle de store modehuse, fra Yves Saint Laurent til Prada, hytteskoen i deres kampagner. Men også mere streetwise mærker som Dr. Martens har en model i sortimentet af skoen, der efter sigende blev introduceret i USA i 1930’erne af amerikanske boheme-typer, der havde rejst rundt i Europa i mellemkrigstiden.

Nogle af dem nåede under rejserne helt til Norge, hvor de bemærkede, at fiskerne gik rundt i komfortable lædersko, og dem de bragte med sig hjem, blev siden sat i produktion og båret af hele årgange af amerikanske collegestuderende. 


Paul Newman og Sal Mineo er unge kriminelle i 1956-filmen 'Ondt Blod'. Foto: Rexfeatures


Også pigerne tog den komfortable, men alligevel præsentable skotype til sig. 

”Men loaferen kan sagtens anvendes maskulint, selv om den egentlig er en af de mest feminine skotyper, vi har,” siger Frederik Lentz Andersen.

Han anbefaler, at man matcher dem med et smalt jakkesæt eller et par stumpende jeans, hvis man vil bevare storby-kanten:

”Sammensat med shorts kan der godt gå lidt Rungsted Havn i loaferen.”

Her er 11 bud på sommerens hyttesko. Normcore-folket kan stikke et par hvide sokker i dem à la MJ, er man mere italiensk i sin tilgang, vil det naturlige tilbehør være et par solbrændte ankler. 

LÆS OGSÅ: Sokker i sandalerne? Ja, selvfølgelig



En tassel loafer kommer med kvaster og er i den mere elegante ende af loaferkategorien. Her håndsyet i musegråt ruskind fra Grenson til 2052 dkk.



Den anden loafertype hedder en penny loafer, fordi man kan anbringe en mønt i slidsen oven på skoen. Hvorfor man skulle gøre det, fortaber sig. Måske bragte det held, måske var det et godt sted at gemme sine mønter, hvis man bange for at blive røvet. Her er i hvert fald en smuk en af slagsen i midnatsblå fra engelske Church's. Pris: 2646 dkk.


Et par helt flade håndsyede læder-loafers med rågummisåler af mærket Yuketen. Lavet i USA til luksuswebshoppen Mr. Porter. Pris 3428 dkk.



Dr. Martens' loafer har lidt af det hele: kvaster, frynser og forstærkning på oversiden à la penny loafer'en. Og den er med garanti slidstærk. Pris: 1105 dkk. 


Såkaldte car shoes er omdrejningspunktet i det italienske firma Tod's' succes. De bløde sko med de ultratynde såler er ikke meget bevendt i vandpytter, men de kan nok bringe dig nogenlunde sikkert fra parkeringspladsen til restauranten. Pris: 2348 dkk.



Italienske Gucci opdagede i 1950'erne amerikanernes smag for de behagelige loafers. De introducerede, hvad der sidenhen blev kendt som The Gucci Loafer, en mere elegant udgave af stik i-skoen. Det var med til at ophøje skoen til noget, som også præsidenter og finansmænd iførte sig. Her er en model med hestespænder, der skriger '70'er-retro. Pris: 3686 dkk.



Engelske Ben Sherman laver en betalelig kvastet hyttesko i mørkeblåt ruskind, der med sin pris på 1157 dkk er nogenlunde til at betale.



Prada er virtuoser udi antiæstetikken. Her har de lavet en marineblå model uden hæl, der ligner noget, man kan score damer i på plejehjemmet.  Pris: 4436 dkk.




Her er loaferkonceptet i dets mest sporty form. Vans slip on-model er en klassiker og fås både i lærred og læder i en række farver. Pris: 850 dkk for denne læderversion hos Norse.


En smuk, koloreret og uforskammet dyr hyttesko fra Thom Browne. Hvis du har sådan et par på fødderne, kan du sagtens lade resten af din påklædning være nedtonet. Pris: 7900 dkk.



Zara laver pæne sko til absolut fornuftige priser. Her en marineblå ruskindsmokassin med sejlersko-inspiration til  579 dkk. 



LÆS OGSÅ: Sådan får du sportsikonernes gode stil

LÆS OGSÅ: Mandens essentials: Sådan vælger du det rigtige bælte

LÆS OGSÅ: Polotrøjen gør comeback