Hvis man kommer fra provinsen, ved man det: Drenge i alderen 15-35 år har to par sko. Et par Handball Special til at spille indendørs i og et par Handball Special til at gå i skole, byen og på arbejde i. Og når skoene er slidt op, køber man et par nye af samme model. Det er meget enkelt.

Adidas Handball Special, som også er udgivet med tysk stavning og z som i ”Spezial”, er gennem årene blevet ringeagtet og stigmatiseret som en del af ikke bare udkantsdanmarks, men hele Underdanmarks uniformssko, en obligatorisk del af socialpakken som kamphund, træningsbukser, hættetrøje, scooter, energidrik, Hampenberg-techno og ’Melissa’ tatoveret op ad halsen. As worn by fædrene i 00’-er-dokumentaren ’De unge mødre’.

Da Margaret Thatcher og markedskræfterne strangulerede det nordøstlige Englands stolte industribyer i begyndelsen af 1980’erne, tog arbejderklassens (arbejdsløshedsklassens) trendsettende casual-kultur Spezial-skoen til sig, når de skulle forsvare/erobre territorium på vegne af deres elskede fodboldklubber.

Fortroppen var fans af Liverpool FC og Manchester United, der fulgte deres hold – bogstaveligt talt til døden - i de europæiske klubturneringer og vendte hjem med eksotiske Adidas-sko fra kontinentet. Som regel tyvstjålet i stormagasiner og sportsbutikker i Hamburg, Bruxelles eller Amsterdam.

De engelske casuals faldt selvfølgelig først og fremmest for Spezials meget simple løb-på-hårdt-underlag-venlige design, blå ruskind og tre striber på en bund af solid gummi.

Det tidløse design har holdt hele vejen til 2018.
Afledt af casuals-kulturen ankomst til Danmark i 00’erne fik Spezial/Special en slags social oprejsning som hipster-appellerende sneaker i storbyen. Det gik dog hurtigt over herhjemme.

På det engelske marked er der derimod kommet adskillige Spezial-specialudgaver formet af smarte designere. Senest kom en flyknit-udgave, men det svarer lidt til Red Bull uden sukker eller en vegetar-Big Mac. Det er den originale, røvsparkende, skallesmækkende, Brian-Special i blå og hvid, man skal have, hvis det skal være.

 

En af de mest solgte sko til indendørs sport nogensinde har selvfølgelig sit åndelige hjem i Danmark, hvor håndboldspillet er opfundet. Og selvfølgelig blev Adidas Handball Special introduceret på verdensmarkedet i Håndboldland (Danmark).

Det var ved VM i håndbold i 1978, hvor Danmark sensationelt opnåede en fjerdeplads med et legendarisk mandskab, der talte verdens dengang bedste målmand Mogens ’Mugge’ Jeppesen, som lignede noget, der var hentet nede på bodegaen, og som altid røg og drak bajere i omklædningsrummet.

Danmark og Mugge spillede i Hummel, som hurtigt lavede en dansk udgave af Special, bare i kongeblå og gul med vinkler. Nogenlunde samtidig kom den kongeblå-gule variant Adidas Baltic Cup, men det var Handball Special, som holdt og holdt udødeligt de næste 40 år.

Nu er det slut. Adidas har meddelt, at de sidste klassiske lyseblå Handball Special er produceret på fabrikken, så man ”skal skynde sig at sikre sig et par”. Vi gætter dog på, at det er et mersalgs-trick, og at Handball Spezial kommer tilbage som re-issue.

Handball Special er tysk, men lige så dansk som fransk hotdog, håndbold, flæskesteg, Fleggaard, klappepølser, grundejerforeninger, sild, snaps, Matador Mix, Faxe Kondi, Lars Lilholt, og kan derfor ikke dø. Handball Special er skoenes svar på Grauballemanden og burde for længst have haft sin egen montre på Nationalmuseet. De må gerne skrive ’Røvballeskoen’ på udstillingsskiltet, men de kan ikke slå Handball Special ihjel, den er en del af os selv.

LÆS OGSÅ: Ikoniske sneakers del 1: Nike Air Max 97 Silver Bullet

LÆS OGSÅ: Fem tendenser fra modeugen

LÆS OGSÅ: 15 sneakers til foråret