På ski med stil: Sådan vælger du dit outfit til pisten scroll-down

På ski med stil: Sådan vælger du dit outfit til pisten

Er du til afdæmpede skiundertrøjer i merinould eller en farverig flyverdragt, der giver associationer til ’Eddie The Eagle’? Skiløber Christian-Emil Thorup forklarer her, hvad du skal tænke over, når du vælger dit tøj og udstyr til skituren.

Af Marcus Højgaard
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Mode Euroman

Det gør ikke noget at se godt ud, når du er afsted på pisterne, men funktionen af tøjet vil og skal altid være det vigtigste.

Der er en række tommelfingerregler, du med fordel kan skrive dig bag øret. For det første skal du kunne ånde i det tøj, som du står på ski i, så du kan komme af med den varme, du skaber, men du må heller ikke blive kold. Derfor er tøjmaterialerne, du vælger, enormt vigtige.

Jeg prioriterer altid at bruge en tretrinsopbygning af tøj, så jeg har et indre lag, der typisk består af merinould, et mellemlag af dun eller fleece og mit yderlag, som altid er Gore-tex-tøj eller membran.

Når jeg er afsted på pisterne, kan jeg så fjerne mellemlaget, hvis jeg bliver for overophedet. Samtidig kan jeg nemt få det på igen, når kroppen begynder at fryse.

Står du på ski, og det fryser 20 minusgrader, så er det klart, at det ikke hjælper dig ret meget med at holde på varmen, hvis du bare ser smart ud.

Heldigvis sammensætter nogle af de mest kendte brands som Salomon eller North Face funktionalitet og mode, så begge ting kommer i spil. Jeg er blandt andet selv blevet utroligt glad for Sweet Protection som outerwear, fordi de mestrer den blanding.

Jeg er efter utallige vintre i sneen blevet meget glad for at bruge merinould. I og med at ulden er fugtabsorberende, gør det også, at man ikke får dén kvælende fornemmelse, der kan opstå, hvis man anvender almindeligt skiundertøj, der oftest er lavet af polyester eller bomuld.

Bomuld er efter min mening et af de værste materialer at stå på ski i, fordi det ikke har den tørrende funktion. Du kan derfor godt være våd i flere timer, hvis du står på ski og har udstyret dig med bomuld. Merinoulden er langt bedre, og det er også en type uld, der føles rar, når den er i kontakt med kroppen. Den giver ikke en kløende og krasende fornemmelse, som andre uldstoffer gør. Jeg har også gjort den til et fast inventar i meget af mit hverdagstøj.

Den generelle outdoor-modetrend gør heldigvis, at en del af det tøj, som du køber til skiferie, også kan bruges til hverdag. Fx kan en Patagonia-fleece jo godt bruges til andet end at stå på ski, og udover at den er den superpraktisk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski og Herremode