Bæredygtighed er det nye sort i modebranchen, og nu er designer og iværksætter Samir Souid og Surface Project klar med den første danske kollektion af bæredygtige sneakers.

For to år siden så Samir Souid dokumentaren ’A Plastic Ocean’. En film, der handler om de mange tons plastik, der hvert år bliver smidt i havet.

”Filmen ramte mig helt vildt, måske fordi jeg skulle være far og var meget bevidst om den verden, min søn vokser op i. Jeg satte mig for at lave en sko produceret af plastik fra havet. Men der var langt fra en god idé til et færdigt produkt, folk har lyst til at købe,” siger Samir Souid i en pressemeddelelse.

Efter to års research og produktudvikling er skoene, der er produceret hundrede procent bæredygtigt, klar. Materialet er hverken behandlet med kemikalier eller farvet med miljøskadelige farvestoffer.

”Bæredygtighed er blevet et buzzword i modebranchen. Men mange af produkterne er ikke produceret bæredygtigt fra start til slut. Jeg vil gerne gøre det rigtigt. Overdelen af skoen er produceret af genanvendt makroplastik fra havet og genanvendt bomuld, og farverne er fremstillet uden kemi,” forklarer Samir Souid.

Surface men 3.jpgSkoenes såler er lavet af genbrugt gummi fra gamle sneakers.

Designeren er selv opmærksom på, at han ikke ændrer verden med de bæredygtige sneakers, men han håber, at kollektionen kan være med til at skabe bevidsthed.

”Jeg håber, at jeg kan være med til at starte en bevægelse, hvor folk bliver mere bevidste om, hvordan deres tøj er produceret. Nu har vi første kollektion klar, men på længere sigt vil jeg gerne udvide varesortimentet. Det her er kun starter,” siger Samir Souid.

Surface Project har i forbindelse med kollektionen lanceret et pantsystem, der giver 20 procent på et par sko fra kollektionen, hvis man sender sine gamle sko ind til firmaet.

Kollektionen fra Surface Project kan købes her.