Er man motionist og interesserer sig blot en smule for, hvordan man ser ud på løbeturen, har man formentlig bemærket en vis indflydelse fra Frankrig de senere år. Mode og sport er for længst smeltet sammen, og en af de fremmeste formidlere af den bro er den parisiske løbebutik Distance, der både har forretning i Paris og i Lyon – og i Kenya, for at det ikke skal være løgn.

Nu åbner Distance så butik i København. Det sker i første omgang i form af en pop-up shop på Gl. Kongevej på Frederiksberg i forbindelse med CPH Half, og fra oktober 2023 i permanent tilstand med en butik, der følger faste åbningstider.