Audi klar med ny R8’er

Nogle er til store, skudsikre biler, mens andre er til små, frække sportsvogne. Danskerne forsøgte sig engang med sidstnævnte, men vi må nok erkende, at tyskerne er de ubestridt bedste til netop det. Og nu er der gode nyheder til dem, der ikke kan få nok fart.

Audi R8 kan få selv introverte mænd til at virke højtråbende. De seneste modeller har besiddet et halvt ton hestekræfter og et frembrusende design, men konkurrencen i bilindustrien er hård. Derfor har tyskerne nu endnu engang opgraderet gaderaceren.

R8’erens oprindelse rækker tilbage til motorsport i slutningen af 90’erne, hvor Audi R8R, som den dengang hed, deltog i løb som blandt andet Le Mans. Navnet blev i 2000 ændret til blot R8, som den kørte løb under frem til 2006. Netop Le Mans skulle R8'eren vise sig at vinde hele fem gange op gennem 00'erne.

Få uger efter dens sidste deltagelse ved motorløb i 2006 blev navnet overdraget til en ny gadelovlig bil, der fik sin officelle debut med danske Tom Kristensen bag rattet foran en begejstret presse. Dengang var motoren en 4,2 liters V8’er med 420 hestekræfter.

Og selvom de tal kan lyde som meget, var det langt fra nok for Audi, der i 2009 introducerede verden for Audi R8 V10 med 100 hestekræfter mere end den første model.

Men nu er det igen på tide for Audi at overgå sig selv, og den nye generation er imponerende i både design og specifikationer. Den er hurtigere, lettere og mere sporty i affjedringen end dens forgænger.



Den besidder som standard 532 hestekræfter og kører fra 0-100 km/t på 3,5 sekunder. Ønsker man at adskille sig radikalt fra den tidligere generation, kan man dog for ca. en halv million danske kroner mere erhverve sig Plus-modellen, der er Audis hurtigste og mest kraftfulde gadebil til dato.

Audi R8 V10 Plus har pakket hele 602 hestekræfter ned i motoren, der tager dig fra 0-100 km/t på 3,2 sekunder og først stopper ved 330 km/t. Deroppe kan mange Ferrari’er ikke være med længere.



Men hvis du tænker på klodens ve og vel, er der også gode nyheder til dig. Den nye generation af R8’eren har nemlig, ligesom forgængeren, eksperimenteret med en mere miljøvenlig udgave.

Her kan man få Audi R8 e-tron, som er en hybridbil, der udover at tage dig fra 0-100 på 3,9 sekunder, også kører væsentligt længere på literen end nogle af de andre modeller. Så skulle selv Tim Cook fra Apple være glad.

Audi R8’eren vil altid henvende sig til det rige segment, og du skal være villig (og i stand) til at betale et godt stykke over 4 mio. danske kroner for herligheden.

LÆS OGSÅ: 30 lækre objekter i dansk og internationalt design

LÆS OGSÅ: Se Peter Falktofts auto-cv

LÆS OGSÅ: Mig og min cabriolet: Jarl Friis-Mikkelsen