Christian Grau anmelder Mercedes EQE: ”Den er forudbestemt til at blive en populær taxa” scroll-down

Christian Grau anmelder Mercedes EQE: ”Den er forudbestemt til at blive en populær taxa”

Bedømt på udseendet er Mercedes EQE en formindsket kloning af øjeblikkets måske bedste elbil Mercedes EQS. Med et prisskilt, der er over 350.000 kroner lettere, ligner den dermed en god handel, men kan lillesøster nu også leve op til storesøsters fortræffeligheder?

Af Christian Grau
Foto: PR
Motor Euroman

De fleste af os kommer til at køre i en Mercedes EQE. Præcis som den almindelige E-klasse er den nemlig forudbestemt til at blive en populær taxa, og bedømt på udseendet kan chaufføren godt glæde sig. Så er der nemlig tale om en EQS, der blot er skaleret lidt ned.

EQS er Mercedes’ elektriske topmodel – det man kunne kalde ’en ministerbil på strøm’. EQE er et nummer mindre og altså en fuldelektrisk pendant til den legendariske E-klasse, der gennem årtier har fragtet danskerne hjem fra byture, lufthavne og hospitalsbesøg.

Præcis som EQS er EQE nærmest designet i en vindtunnel, og aerodynamikken koster på den konservatisme, der normalt er Mercedes’ adelsmærke og et gængs kriterium for udstrålingen i direktionsvognsklassen. Klassisk smuk er den ikke, karakterfuld heller ej, men hvad den mangler af karisma, har den i effektivitet. Med et 91 kW-stort batteri kører den 645 km på en opladning – så slipper du for at stå ud og kigge på den så længe.

Ej, så galt er det heller ikke, og netop på grund af effektiviteten, nytænkningen og det brud med traditionen, der ligger bag, er jeg i randområdet af fan af den nye, elektriske sedanstil fra Mercedes. Det er, som om de tager alle de tøvende, omstillingsskeptiske businesskunder og siger: ’Nu kommer I her.’

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler og Mercedes