Dansk Industris direktør har købt en bil, han kan bo i: "Jeg har aldrig haft en bil, der har skabt så mange reaktioner" scroll-down

Dansk Industris direktør har købt en bil, han kan bo i: "Jeg har aldrig haft en bil, der har skabt så mange reaktioner"

For nogle mennesker er bilen en praktisk transportgenstand, der får dem fra A til B. For andre er det passion og lidenskab, som overstiger alt – selv værkstedsregninger, forsikringspræmier og bøvl med vinteropbevaring. Her fortæller administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen om sin Mercedez-Benz Marco Polo.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Motor Euroman

Hvad er dit forhold til biler?

”Jeg er ikke en bilnørd overhovedet, men jeg har haft temmelig mange forskellige biler. For mig er en bil et frihedsinstrument. Bilen giver en luksus og frihed til at bevæge sig selvstændigt rundt. Min første bil var en 2CV, som jeg husker som en af de sjoveste og bedste biler, jeg har haft. Jeg var 18-19 år og sparede sammen til den, da jeg havde fået mit kørekort. Man kunne rulle taget af bilen, og det gav mig en stor frihedsfølelse. Det er lige før, jeg kunne finde på at købe én igen.”

Hvad fik dig til at købe en Mercedes-Benz Marco Polo?

”Det var friheden og eventyret i selv at kunne bestemme sin destination og bevæge sig rundt med de helt fundamentale nødvendigheder, man har brug for, uden at skulle planlægge alting på forhånd, som jeg skal i min hverdag, hvor alt er planlagt nærmest ned til mindste minut. Jeg har købt bilen sammen med to venner, der ligesom jeg selv er eventyrere og begejstret for naturen. Vi kører på road trip uden på forhånd at vide, hvor vi skal overnatte. Bilen indeholder alt, man kan drømme om, og den har en vis komfort. Det er en hyggelig måde at være sammen med sine venner på, uanset om vi kører ud for at fluefiske eller for at besøge en by.”

Hvilke funktioner er der i bilen?

”Den er firehjulstrukken, hvilket er en ret god feature, da vi godt kan risikere at køre ud i noget terræn, som er lidt blødt. Bilen har et telt på toppen, og der er en madras med plads til to. Nede i kabinen har den en lige så stor seng. Der er et velfungerende køkken med gaskomfur, køleskab og en lille lounge, som man får ved at vende stolene om. Vi har tilkøbt en stor markise, så man får et overdækket areal ude foran bilen. Det bedste måltid, jeg har tilberedt i bilen, var en stor asiatisk karryret med alskens grøntsager købt på landevejen i det sydfynske. Skal jeg i bad, sætter jeg bruseren op på siden af vognen med en sugekop. Kommer man i knibe, når man er ude at køre, kan man trykke på en SOS-knap, og så spørger en Mercedes-stemme, om man har brug for hjælp. De er klar til at rykke ud, hvis man er i fare. Bilen har flere højtalere og en sindssygt god lyd. Min playliste tæller gamle klassikere og numre, som er oppe i tiden. Det er musik, man bliver glad af, og som giver en følelse af at være på eventyr.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler