Mexicos Grand Prix i den kommende weekend bliver måske Kevin Magnussens sidste chance for at bevise overfor Renault, at han fortjener en ny chance i 2017.

Men uanset om han fortsætter hos Renault eller skal finde et sæde i et andet team, er hans personlige sponsor, Bestseller-mærket Jack&Jones en central spiller: Som alle andre Formel 1-kørere skal Kevin Magnussen snøre en ’kommerciel pakke’, der består af sponsorstøtte (angiveligt omkring 50 millioner kroner) og talent.

For Magnussens vedkommende er talent langt den største ingrediens – for andre Formel 1-kørere har personlige sponsorer været den vigtigste årsag til, at de fik chancen i motorsportens kongeklasse.

Pastor Maldonado:

Kevin Magnussen fik sin nuværende plads hos Renault, fordi Pastor Maldonados sponsorer ikke længere kunne betale for venezuelanerens plads. Maldonado, der af letforståelige grunde blev kendt under øgenavnet ’Crashdonado’, blev årligt støttet med cirka 250 millioner kroner af det statsejede, venezuelanske olieselskab PDVSA. Da oliepriserne sidste år kollapsede, var der ikke længere råd til Maldonados Formel 1-eventyr. Exit Crashdonado – enter K-Mag…

Rio Haryanto:

Indonesiske Rio Haryantos resultater i juniorklasserne gjorde ham ikke til et oplagt Formel 1-emne op til denne sæson. Men da regeringen – nærmere betegnet Ministeriet for Ungdom og Sport – mente, at det var vigtigt, at Indonesien fik en Formel 1-kører, blev han pludselig interessant for det økonomisk pressede Manor-team.

Her krævede man 115 millioner kroner for at lade Haryanto køre, og budgettet blev tilvejebragt fra den indonesiske regering og et par statskontrollerede firmaer. Betalingen skulle falde i rater, og da der hen over sommeren pludselig ikke længere kom penge fra Indonesien, blev Haryanto sendt ud på reservebænken.

Lance Stroll:


Den 17-årige canadier vandt i år EM-serien i Formel 3 og ventes at køre Formel 1 for Williams i 2017. Hans far Lawrence har tjent over 10 milliarder kroner i blandt andet modetøjs-industrien, hvor han har ejet Tommy Hilfiger.

Nu spenderer han en del af formuen på sønnens Formel 1-ambitioner, og i de seneste måneder er der brugt et trecifret millionbeløb på at lade unge Lance teste en Williams F1-racer på en række baner over hele verden.

Her har han samlet erfaring nok til, at han om kort tid sandsynligvis annonceres som en af Williams´ 2017-kørere. Med en medgift fra Stroll sr. på angiveligt 250 millioner kroner…

Pedro Diniz:


Brasilianeren kørte Formel 1 fra 1995-2000, men de budgetter han medbragte, kunne også have sikret ham et sæde i dag. Diniz var søn af ejeren af en af Brasiliens største supermarkedskæder, og Papa Diniz var dygtig til at presse sine leverandører: ”Hvis I vil have jeres varer ind på mine hylder, skal I lige bidrage til Pedros Formel 1-karriere.”

På den måde havde Pedro Diniz op mod 100 millioner kroner om året at køre Formel 1 for. To femtepladser blev højdepunktet i Pedro Diniz´ seks Formel 1-sæsoner for Forti, Ligier, Arrows og Sauber.

Juan Manuel Fangio: 

Jo – selv en af Formel 1-historiens største navne måtte have penge med, inden han fik chancen i Formel 1. Det var Argentinas præsident Juan Peron, der sidst i 1940´erne fandt penge på statsbudgettet til at sende Juan Manuel Fangio til Europa.

Her kørte Fangio hurtigt fra ’pay-driver’ prædikatet, og han blev med fem VM-titler den mest vindende kører i 1950´erne. Og i dag er det stadig kun Michael Schumacher (syv VM-titler), der har vundet Formel 1-VM flere gange end Fangio.

LÆS OGSÅ: Her er Magnussens fremtid, hvis han ikke kan blive hos Renault

LÆS OGSÅ: Slut med skramlende pickup-trucks: Se billederne af den nye luksus Mercedes X-Class

LÆS OGSÅ: Tobias Dybvads Auto-CV