Når man taler GTI, vil Golf altid være kongen. Fordi den kom først og næsten opfandt begrebet GTI i 1976. Men hvis der er en kronprins, så må det være Peugeot. 

Med deres forrygende 205 GTI gav Peugeot Golferne baghjul back in the days. Desværre for os GTI-fans har Peugeot aldrig rigtig haft held til at løfte arven fra 205, mens Volkswagen har været dygtige til at forædle deres GTI-tradition. Det kan Peugeot 308 GTI måske lave om på. 

Med sine 270 hestekræfter er det i særklasse den kraftigste GTI, franskmændene har lagt navn til. Og præcis som i de glade firsere er den et nøk vildere end standardudgaven af den tilsvarende Golf, der som udgangspunkt har 220 hestekræfter. Det lover godt. 

Hvad er det nye?

Den ”nye” 308 så dagens lys tilbage i 2013, men først nu kommer den som GTI. Kend den på de obligatoriske GTI-badges, de store fælge og den let sænkede undervogn, der alt sammen er spillet med den helt rigtige GTI-diskretion. Man skal være connaisseur for at spotte den i mængden, men jeg mødte da et par stykker af slagsen på min vej. 

Indvendigt er det de faste sportssæder, den maskuline gearstang og instrumenteringen, der skiller GTI’en ud fra familie-versionen. Igen diskret, grænsende til det umærkelige. 

Sammenlignet med Golf mangler Peugeot lidt nogle genkendelige GTI-signaturer i stil med det ternede indtræk, golfkugle-gearknoppen og de røde lister på Golf GTI.

Nyheden her fås i en tofarvet lakering, som ville have tilført lidt karakter, men det har den så til gengæld på vejen. GTI’en er udviklet i Peugeots sportsafdeling, og det mærker man på opsætningen, der foruden den effektive letvægtsmotor byder på et Torsen-spærredifferentiale og en lækker manuel gearkasse. 

Hvordan kører den?

Som sit fædrene ophav 205 GTI er 308 GTI en overtændt og køreglad hidsigprop. Den har naturligvis mange flere kræfter og meget mere teknik, men den letkørte og ivrige kraftudfoldelse går igen. Den føles kort sagt voldsom, og det er skøn bekræftende følelse, når du har betalt ekstra for at få en GTI.

Du mærker de mange hestekræfter i rattet, der bestemt ikke er upåvirket af de 330 Nm, forhjulene lægger i asfalten. Du hører det på den slubrende brølen fra motoren, og du ser det på speedmeternålen, der skyder op mod de første 100 km/t på blot seks sekunder. Det er køreglæde med en intensitet, som mange vildere biler bør misunde 308. 

Hvad siger vi til det?

308 GTI er den bedste Peugeot GTI, jeg har haft fingre i siden hedengangne 205 GTI. En smittende humørfuld køremaskine, der med sin utøjlede vildskab og momentstyring stiller krav til chaufføren. Desværre er det også en meget dyr køremaskine. Prisskiltet siger 521.000 kroner.

Det er dyrere end den nye Golf GTI Clubsport, der så også ”kun” har 265 hk. Og er du usnobbet byder Seat Leon Cupra sig til med 290 heste til 455.000. Kort sagt, 308 er den rigtige GTI til den forkerte pris. 

Peugeot 308 GTI
Motor: 1,6 liter turbo
Hestekræfter: 270
Moment: 330 Nm. v. 1.900 omdr.
Tophastighed: 250 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,0 sek.
Brændstofforbrug: 16,7 km/l (EU-norm).
Co2-udledning: 13-9 g/km.
Pris: 521.000 kr. 

Karakter
4/6



LÆS OGSÅ: Leicester-spillere belønnes med Mercedes

LÆS OGSÅ: Bentley lancerer den ultimative luksus på 4 hjul

LÆS OGSÅ: 10 ikoniske Lamborghini’er gennem tiderne