Se Felix Smiths biler gennem karrieren

Min første bil var en falmet rød Mazda 323 GLX, som jeg overtog fra min mor. Jeg havde gået på handelsskolen, og da jeg efterfølgende besluttede at blive ejendomsmæglerelev, blev min mor simpelthen så glad, at hun forærede mig sin bil og en cottoncoat. Hun var så stolt og overrasket over, at jeg havde foretaget et fornuftigt valg. Desværre var det bare noget, jeg bildte mig selv ind – jeg skulle slet ikke være ejendomsmægler. Det første stykke tid var sjovt. Der skulle jeg bare sælge ét-værelses lejligheder i Taastrup, men så kom anden del af forløbet med sagsbehandling og rådgivning om boliglån. Det var ikke lige mig, og så kvittede jeg elevpladsen og skilte mig af med bilen. Indtil da var jeg glad for den – den var jo ikke rigtig gammel dengang, og min mor havde passet godt på den, så jeg kørte rundt og følte mig meget voksen og syntes, den passede godt til det liv, jeg skulle til at leve.

Der gik nogle år, hvor jeg ikke havde råd til bil, og måske derfor tænkte jeg, at jeg måtte se at få mig et job. Jeg blev sælger hos Rejsekongen, der senere krakkede, men det var altså efter min tid. Det var dengang, man kunne købe en rejse til Berlin med to overnatninger og morgenmad for 295 kroner, så dem høvlede jeg over disken. Jeg købte en gammel, smadret 2CV og fik den fragtet ned til et værksted i Sorø. De havde specialiseret sig i at genopbygge gamle 2CV’er, så de nærmest stod som nye, og tre måneder senere hentede jeg en funklende James Bond-gul bil. Genial i byen og forfærdelig til alt andet. Man skal helst ikke køre over 30 km/t i den, men det passer jo også fint til København. Det, der ikke passede så godt, var, at jeg boede i Indre By, og det gav en del chikane. En søndag blev jeg vækket af politiet, som ville vide, om det var min 2CV, der lå nede på gaden. Der var simpelthen nogen, der havde væltet den. Det blev jeg træt af, og så solgte jeg den.

Vi springer et par biler over og hopper frem til min første Mercedes. En bil, som jeg havde drømt om at eje, siden jeg var en lille dreng. Mit job i Danmarks Radio var mit første faste job i mediebranchen og endda med pension og en fin løn for en 25-årig mand som mig. Jeg havde spottet en meget fin sedan fra 1983 i Jægersborg. Den så nærmest ny ud, skovgrøn med kamelfarvet interiør og blot 50.000 km. på tælleren. Den lånte jeg 100.000 kroner til at købe, og så begyndte hele Mercedes-showet. I dag er jeg ambassadør for Mercedes Europa og har en stor Mercedes-stjerne-tatovering. Jeg er fan, og det var jeg også dengang. Ikke mindst fordi bilen kørte ligeså godt, som jeg havde drømt om. Totalt morfar, men jeg elskede den.

Jeg ved ikke, hvad fanden vi tænkte på, men sådan er det nok bare at blive forældre. Jeg faldt for den her gamle Lada 1300. I forvejen havde vi en brun Mercedes W123 stationcar. Jeg købte Lada'en i british racing green og med russisk ’læderkabine’. Det var en deluxe-version med alt, hvad østeuropæerne dengang havde proppet i den af ekstraudstyr. Det hele i øvrigt med russiske bogstaver – enormt fin, og jeg vidste bare, at min kone ville blive så glad for den. Hun er vokset op i sådan et semi-kommunistisk miljø i Albertslund, så det var en perfekt bil til hende som nybagt mor, tænkte jeg. Men den var dødsens farlig, og da hun gik i stå på motorvejen for ottende gang og måtte reddes ud med et spædbarn på bagsædet, tænkte vi, at den måske alligevel ikke var så perfekt.

I 2010 var mit samarbejde med Mercedes gået i gang, så jeg havde et rend af nye Mercedes’er stående i indkørslen. Ud over Mercedes fik vi en sommerbil, en åben Boble, som min gode veninde havde stående i sin kælder. Jeg fik hende overtalt til at sælge den til mig. Den var fra 1969, en california-bil med to-tonet lakering i sort og hvid. Den havde jeg glæde af i tre-fire somre. Jeg har et soft spot for klassiske hverdagsbiler, og jeg elskede den bil, men den rustede mellem hænderne på mig og endte med at kræve den helt store renovering. Det magtede jeg ikke, og så måtte den videre.

Lad os slutte med min nuværende bil, en Mercedes, naturligvis. Den binder også en fin lille sløjfe, idet det er min første firecylindrede Mercedes siden den allerførste. Og en E-klasse – min absolutte favoritbil. For mig er E-klassen indbegrebet af en bil – den kan være en limousine, den kan være en familiebil, den kan være en flyttevogn, den kan være en racerbil, og så kan den være en cabriolet som min. En brugbar cabriolet vel at mærke. Jeg kan have to børn på bagsædet. Jeg kan have en hund nede foran og bagagerummet fuld af ting. Jeg kan køre med taget nede, når vejret er til det, og så kan jeg lukke kalechen og have en gudesmuk bil, der føles fuldstændig som en coupé med fast tag.