Hvis du døde lige nu, hvad ville du så gerne huskes for? Var der steder, du ikke nåede at besøge, eller mennesker, du ikke nåede at slutte fred med? Og hvordan skulle din begravelse egentlig foregå?

Det var nogle af de spørgsmål, der ledte Daniel Hoff til idéen om at lave en podcast, hvor han giver en række kendte danskere muligheden for at skrive deres egen nekrolog. Han beskriver det selv som “den vildeste og sværeste idé” han nogensinde har fået.

“Det eneste, vi alle har til fælles, er, at vi skal dø. Og derfor er vi jo nødt til at forholde os til det,” lyder det fra Daniel Hoff.

Det var dog først i efteråret 2018, da Kim Larsen døde, Daniel for alvor følte, at podcasten var nødt til at blive en realitet, fortæller han.

“Der blev arrangeret en kæmpe mindekoncert for ham (Kim Larsen, red.) inde på Rådhuspladsen. Men vi ved jo egentlig ikke, hvordan han ville have det med den koncert. Det nåede han ikke selv at sige. Og sådan er det, når man dør. Man får sjældent muligheden for at bestemme selv. Så det er det, jeg vil give mine gæster muligheden for at gøre i den her podcast.”

Gennem podcasten stifter vi bekendtskab med mænd i forskellige aldre, der befinder sig vidt forskellige steder i livet. Vi møder bl.a. komiker og skuespiller Charter McClosky, der undrer sig over, at han ikke er død endnu.

Daniel Hoff har også besøg af musiker og producer Pilfinger, Oliver Bjerrehus samt TV- og podcastvært Jasper Ritz, vi kender som den ene halvdel af mændene bag podcasten ‘Farmænd’. Sidst, men ikke mindst, møder vi komikeren Geo, der for alvor har været konfronteret med tanker om døden, siden han for første gang fik konstateret kræft tilbage i år 2011.

En svær proces
Vi kender primært Daniel Hoff fra blandt andet YouTube og Instagram, hvor han laver sjove videoer under forskellige alter-egoer såsom Kaptajn Colat og Jyden. At være podcastvært var derfor nyt land for den ellers garvede mediepersonlighed. Derudover er det også en mere seriøs og blottet Daniel Hoff, vi stifter bekendtskab med i podcasten.

“Det har været svært. Jeg har haft ideen i halvandet år, jeg har bare ikke kunnet finde ud af, hvordan den skulle komme ud på en ordentlig måde. Men jeg er rigtig tilfreds med det, og jeg synes, det er en god tone, vi snakker om det i. Det er hverken blevet for dystert eller latterligt,” lyder det fra Daniel.

Han tilføjer, at det at lave serien også har rørt ham dybt.

“Mens vi optog afsnittet med Jasper Ritz, som også er min rigtig gode ven, gik det op for mig, at en af os kommer til at opleve den anden dø. Dén sad.”

Familie betyder alt
At have disse samtaler om døden med forskellige mænd, har selvsagt også fået Daniel til at reflektere over, hvad han gerne ville huskes for, hvis han gik bort nu. Hans svar falder prompte.

“En god søn, bror og ven. Min familie betyder alt. Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg har spildt en masse tid på at stå på klubber og te mig åndssvagt i stedet for at være sammen med dem” afslutter Daniel Hoff.

Første afsnit af ‘Jeg er lige død’ udkommer Onsdag 11. september på Euroman Premium eller på Egmonts nye podcastapp, TalkTown