Flyvende hotel
Foto: Singapore Airlines

Flyvende hotel

Verdens største passagerfly opgraderer deres luksussuiter yderligere

Singapore Airlines har lavet luksuriøse suiter, så din flyrejse kan blive lidt mere bekvemmelig.

Verdens største passagerfly har fået en lille ansigtsløftning.

Singapore Airlines har shinet suiterne i selskabets Airbus A380-flåde lidt op, så det nu minder lidt ligesom et flyvende hotel.

Antallet af suiter på første klasse er blevet reduceret fra 12 til 6, men til gengæld er de blevet mere luksuriøse og ligner faktisk deciderede hotelværelser. Det giver ifølge flyselskabet en følelse af ”eksklusivitet og privathed”, skriver Hypebeast.

I hver suite vil der være en lænestol i læder, en seng og et 32” HDTV. Der er vist også rigeligt med plads til bagagen, og skulle man ønske mere plads, kan sengen gemmes væk i væggen. Og så kan to suiter blive slået sammen til et topersoners værelse med dobbeltseng.

Den nye indretning i Singapore Airlines’ 19 Airbus A380-fly koster ifølge Business Insider flyselskabet ca. 850 millioner dollar – eller over 5 milliarder kroner.

”Det demonstrerer vores engagement i forhold til fortsat at investere i produkter og services, vores langsigtede tilgang til at sikre, at vi fastholder vores førende position og vores tiltro til fremtiden for flyrejser med kvalitet og fuld service,” siger direktør for Singapore Airlines, Goh Choon Phong, i en udtalelse.

I alt vil hvert fly have 471 sæder fordelt på fire kabiner. Udover de seks første klasses suiter vil der blandt andet være 78 sæder på business class, som naturligvis hver og en kan lænes helt tilbage.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fly og Luksus