Skiferier kan være lig med køjesenge presset ind på færre kvadratmeter, end man troede muligt, bløde pommes frites, slatne germnknödeler og skamstegte wienerschnitzler. Men de kan også være så meget andet - og det kan man opleve, hvis man vælger det norditalienske område Val Gardena som destination.

Området er beliggende ved bjergkæden Dolomitterne, som i 2009 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, i provinsen Sydtyrol og strækker sig over landsbyerne Santa Christina, Ortisei og Selva. Fra Val Gardena er der også rig mulighed for på ski at besøge provinserne Belluno og Trentino, der med Sydtyrol deles om Dolomitterne - og med knapt 1.200 kilometers løjper fordelt på de forskellige områder løber man på en uges skiferie næppe tør for nye pister at gå på opdagelse på.

Særligt kendetegnende for Val Gardena er områdets lokale charme. Med sine knapt 10.000 faste beboere er Val Gardena langt fra et af de ferieområder, der efter sne-sæsonen forvandler sig til spøgelsesbyer, og de lokale, familieejede hoteller kæmper for, at større hotelkæder ikke ruller ind i dalen og overtager markedet. Af samme grund er man sikret at få serveret lækker, lokal mad i området - også om sommeren, hvor de lokales kærlighed til området holder byen levende.

Hvorend man færdes i Val Gardena, tårner Dolomitterne sig op i landskabet. Foto: Klaus Henriksen

Alt i alt er Val Gardena modsætningen til den skrabede skiferie, du var på i gymnasiet. Naturligvis er det også muligt at komme afsted for et mindre budget - men området bugner med flere mangestjernede hoteller og lokale spisesteder, der går ekstra meget op i madoplevelsen - og Val Gardena er derfor en oplagt destination, hvis du er villig til at ofre en smule mere på skiferien.

Områdets unikhed afspejler sig også i prisen for skipass, der for hele området koster mellem 250 euros og 312 euros svarende til 1.860 kroner og 2.230 kroner for syv dages adgang alt efter hvad tid på sæsonen, man vælger. Vil man holde lidt på pengene, kan man også vælge skipass, der gælder til mindre områder - men ønsker man at køre den berømte rute Sellaronda, der snor sig rundt om Sella-bjerggruppen, er man nødt til at opgradere til den fulde pakke.

Er man komplet nybegynder, er Val Gardena dog næppe det oplagte rejsemål. Selv ‘begynder-bakkerne’ er relativt stejle, og området byder på en del røde pister. Det samme gør sig gældende for de meget erfarne skiløbere, som søger udfordringer. Området bugner ikke ligefrem med sorte pister, og at køre off-pist er lidt af et ‘no go’, da det i Italien kan straffes med bøde helt op mod 37.000 kroner, hvis man starter en lavine eller ignorerer lavine-advarsler - også selvom der ingen skade sker på hverken personer eller omgivelser.

Befinder man sig i stedet i midten af det spektrum er Val Gardena bestemt en skiferie værdig - og du kan forberede dig på en uge med både autentisk italiensk mad og historiske pister. Vi giver her otte anbefalinger til hvad du bør opleve, hvad du bør spise og hvor du bør sove under en ferie i de smukke Dolomitter.

Snyd ikke dig selv for den hjemmelavede Gin på restauranten Sofie. Foto: Klaus Henriksen

Gin & tonic i 2,5 kilometers højde
I Seceda, der ligger på nordsiden af Val Gardena, ligger restauranten Sofie. Området er kendt som Val Gardenas ‘solside’, og her kan du nyde restaurant-ejeren Markus Prinoths fantastiske, hjemmelavede gin ved navn GIN 8025, som bliver serveret med tørrede enebær og smager ekstra godt efter et par timer på ski. Hvis man er mere til vin, har restauranten også en veludrustet vinkælder, der blandt andet tæller Brunello-vine. Husk også at bestille de hjemmelavede grissini-stænger med parmaskinke til.
Via Mastlè 64, 39047 Santa Cristina

Kør i verdensmestrenes spor
Siden 1970’erne har Val Gardena været vært for FIS World Cups. Her samles tusindvis af verdens bedste skiløbere på en af Europas mest berømte pister, Saslong, for at konkurrere om guldet i disciplinen styrtløb, hvor de med hastigheder på op mod 170 km/t flyver hen over pistens to pukler. I tiden efter verdensmesterskaberne, der afholdes i midten af december, er pisten åben for alle skiløbere og snowboardere, og her har du mulighed for selv at opleve suset af at køre den godt tre kilometer lange distance.

På restauranten Tubladèl er de særligt kendte for deres lækre kød.

Michelin-anbefalet mad i Ortisei
I landsbyen Ortisei ligger Tubladèl - en restaurant med en hyggelig atmosfære holdt i vaskeægte alpin-stil med træbjælker på vægge og lofte. Restauranten indgik i Michelinguiden for 2017, hvor den blev rost for sine varme omgivelser og nyskabende mad, og maden matcher bestemt omtalen. Fra appetizer til dessert bliver man som gæst præsenteret for særdeles velsmagende og smukt anrettede måltider, der koster mellem 43 og 90 euros for tre retter og er en oplevelse for ganen såvel som øjnene. Vælg eksempelvis en af Tubladèls mange, lækre udskæringer, som tjeneren gerne præsenterer for dig, inden du tager dit valg. Kødet serveres på en sydende lavasten, hvorpå du kan gøre kødet præcis så stegt, som du ønsker, og serveres med fire forskellige salte - herunder Himalaya-salt, lava-salt, flagesalt fra New England og salt fra Hawaii. Er man ikke den store kødspiser, kan deres cremede trøffelrisotto også varmt anbefales.
Via Christian Trebinger 22, 39046 Ortisei

Kør (næsten) et maraton på ski
Den mest berømte rute i Dolomitterne er La Sella Ronda - en 37 kilometer lang rute, som foruden Val Gardena fører dig igennem dalene Badia, Fascia og Fodom og de tre provinser Sydtyrol, Trentino og Belluno. Selvom distancen er en af de længere, er sværhedsgraden ikke mere avanceret, end at også let øvede kan være med - og uanset om man vælger at tage ruten med eller imod uret, er man godt hjulpet på vej af skiltningen og det utroligt velfungerende liftsystem, der binder hele området sammen. Turen tager omtrent seks timer at gennemføre og gør det derfor ud for en hel dag på ski.

Spis frokost på Al Sella, som har en fantastisk udsigt over bjergene. Foto: Klaus Henriksen

Frokost med udsigt
Vælger man at køre Sella Ronda med uret, kan man passende stoppe til frokost på Al Sella, som er hotellet Passo Sella Resorts restaurant. Restauranten har en helt fantastisk udsigt over bjergene og et enkelt, men lækkert udvalg på menukortet. Start for eksempel med en forret i form af parmaskinke og andre kødudskæringer samt et udvalg af oste og prøv deres stegte blæksprutte til hovedret. Husk at bestille bord forinden besøget.
Passo Sella 2, 39048 Selva di Val Gardena

Morgenmad på toppen
Hver tirsdag indtil slutningen af marts arrangerer Dolomites Val Gardena morgenmad på Dantercepies Mountain Lounge, hvorfra du i 2,3 kilometers højde kan nyde din morgenkaffe med en fænomenal udsigt til bjergene. Turen starter klokken syv om morgenen ved Dantercepies-gondolen i Val Gardena, hvorfra man bliver fragtet til endestationen på bjergsiden. Efter morgenmaden har du mulighed for at køre ned ad de helt nypræparerede pister som en af de første personer den pågældende dag. Hele oplevelsen koster omtrent 30 euros per person og bestilles gennem Dolomites Val Gardena.
Passo Gardena, 7, 39048 Selva di Val Gardena

Tag et pitstop på Rifugio Comici og få forskellige lækre serveringer med fisk.

Frisk fisk hos Rifugio Comici
Man forbinder ikke umiddelbart frisk fisk med højderne i bjergene - men ikke desto mindre byder Rifugio Comici på velsmagende anretninger som tigerrejser, friturestegt blæksprutte, laks og dybstegt, hvid fisk, som passende kan nydes med et glas hvidvin ved siden af til enten frokost eller et lækkert mellemmåltid. Husk at reservere en af deres udendørs båse, som kan drejes 360 grader rundt, så du kan opleve den fulde udsigt over bjergene omkring dig.
Str. Plan de Gralba 24, 39048 Plan De Gralba

Kom hjem til wellness
Glem alt om køjesengene og kufferter stablet ovenpå hinanden i forsøget på at blotlægge bare få kvadratmeters gulvplads. På det firestjernede Hotel Savoy Dolomite Luxury Spa Hotel lægger man vægt på at optimere skiferie-oplevelsen, og det udmønter sig i flot dekorerede og rumlige værelser samt en restaurant, der både leverer en velassorteret morgenmadsbuffet og et skiftende aftenmenukort, hvorfra du kan vælge mellem tre forskellige forretter og hovedretter samt en dessert. Hotellet byder på faciliteter som massage, indendørs og udendørs pool, tyrkisk bad og sauna - man skal dog ikke være alt for blufærdig, da der med de to sidstnævnte er tale om fællesfaciliteter, hvor man helst skal smide badetøjet. Lige ved siden af hotellet kører der en skilift, som fører direkte op til Sella Ronda, og man har derfor nem adgang til løjperne. For det billigste værelse med plads til to personer skal man i højsæsonen omkring jul og nytår slippe omtrent 2.200 kroner, mens det i lavsæsonen fra midten af marts koster 1.500 kroner.
Ciampinei Str. 36, 39048 Selva

Euroman blev inviteret til Val Gardena af Val Gardena Dolomites og Atlantic Link.

LÆS OGSÅ: Nu kan du overnatte på et Game of Thrones-hotel

LÆS OGSÅ: Her er verdens 10 bedste byer

LÆS OGSÅ: Bo i en luksussuite på flyrejsen