1. Distrikt VII

Det jødiske kvarter er det livligste område i Budapest – ikke mindst takket være kvarterets mange alternative beværtninger, de såkaldte ruinbarer. De er indrettet i gamle, forladte bygninger, som i dag blomstrer på ny i ægte bohemestil. Højborgen blandt ruinbarerne er Szimpla Kert. Den blev åbnet i 2001 af en flok ungarske kunstnere, som ville skabe nyt liv i en tom fabriksbygning.

Efterhånden har turisthorderne dog fundet vej til den legendariske bar, så vær klar på at stå tæt i labyrinten af dagligstuer, dansegrotter og graffitimalede betonvægge. De fleste ruinbarer i byen er til den snuskede side, men det gælder ikke ruinrestauranten Mazel Tov. Stedets kvalitetsbevidste ejere har omdannet en skrinlagt baggård til en lyskædeoplyst oase, der får dig til at glemme tid og sted. Fra en svalegang klatrer lysegrønne efeuplanter ned over murbrokkerne, mens den krydrede aroma fra det åbne køkken sender tankerne et helt andet sted hen end den sædvanlige paprikaduft.

Szimpla Kert, Kazinczy utca 14, og Mazel Tov, Akácfa utca 47.

Mazel Tov. Pressefoto3.jpg

2. Józsefváros

Mange af de kunstnertyper, der gennem det seneste årti har strøet farve over det gamle jødiske kvarter, har ikke længere råd eller lyst til at bo i området. Stigende huspriser, turisme og gentrificering har også ramt Budapest. I stedet har de bevæget sig over på den anden side af Rákóczi-boulevarden til Distrikt VIII, også kaldet Józsefváros. Her kan du gå på opdagelse i det multikulturelle Budapest, hvor mange etniske folkeslag lever side om side med den ungarske arbejderklasse. Og nu også kunstnerbohemerne.

Begynd ved Kerepesi-kirkegården, tag derefter forbi madmarkedet på Népszinház-gaden og fortsæt til Auróra Klub, et evigt lukningstruet mødested, hvor venstreorienterede unge diskuterer alternativer til premierminister Orbáns politiske jerngreb. Bagefter er det tid til ungarsk øl på mikrobryggeriet Krak’n Town – en viktoriansk bistro med steampunk-interiør, der er som taget ud af en Jules Verne-roman. Er tørsten ikke slukket helt, kan du fortsætte på den rustikke ruinbar Csendes sammen med nabolagets cocktailhungrende ungarere.

Krak’n Town, József körut 31A og Csendes Vintage Bar, Ferenczy István utca 5.

3. Distrikt XI

Der er gang i den i Pest på østsiden af Donau, men man har ikke oplevet den ungarske hovedstad, før man har været i mondæne Buda på den modsatte side af floden. På toppen troner Frihedsstatuen og de kongelige paladser, og områdets brostensbelagte stræder er en tilbageskuende tidslomme.

Langs Donaus vestbred ligger flere af Budapests termiske spabade: Mod nord det historiske Lukács-kompleks med rødder tilbage til 1300-tallet – mod syd Gellert, der inspirerede Wes Anderson til filmen ’Grand Budapest’ Hotel. Mest autentisk er dog Rudas ved foden af Gellertbjerget. Her kan du dyppe kroppen i 40 grader varmt vand fra vitaminrige varmekilder. Den næsten 500 år gamle tyrkiske badeanstalt er normalt kønsopdelt. Men går du til venstre ved indgangen, kommer du ind i fællesarealet, hvor højdepunktet er en udendørs jacuzzi med udsigt over der schönen blauen Donau.

Rudas Spa, Döbrentei tér 9.

Mazel Tov. Pressefoto.jpg

4. Frihedspladsen

Vi slutter rundturen af i det centrale Budapest, som er livet op de seneste år. Gennem historien har Frihedspladsen været centrum for mange tragiske begivenheder, som stadig kommer til syne via skudhullerne i nogle af bygningerne. Men i dag konkurrerer vinbarer, boghandlere, møbelbutikker og Michelin-restauranter om at blive det næste hippe sted. Midt i det hele ligger Budapests højest rangerede hotel, det femstjernede Arial.

Selv om du ikke vælger at overnatte her, bør du alligevel gå ind i lobbyen. Herfra kan man mod reservation få lov at tage elevatoren op til øverste etage, hvor der serveres filminspirerede cocktails i hotellets elegante rooftop-lounge, High Note Sky Bar. Nede på jorden igen er det tid til et traditionelt, ungarsk gourmetmåltid hos den lille, nostalgiske Kispiac Bisztró. Menuen er opdateret til det 21. århundrede, men består af klassiske ingredienser såsom vildsvinebøffer og sprødt andelår. Det hele skylles ned med kold rødvin fra landets sydlige vinregioner Villányi og Szekszárd, mens komfurets kogende gryder varmer lokalet godt op.

High Note Sky Bar, Aria Hotel, Hercegprímás utca 5 og Kispiac Bisztró, Hold utca 13.

Tre gode tip

Her skal du bo

Den israelsk-ungarske levemand Yossi har for nylig åbnet boutique-hotellet Collect lige ved Károlyi-parken. Her er cocktailbar i kælderen og designmøbler på alle værelser. Et værelse koster cirka 900 kroner pr. nat, og kvalitet og gæstfrihed fås ikke meget billigere andre steder i byen.

Bedste tidspunkt

Det lune klima gør både forår og efterår til ideelle sæsoner for en weekendtur i Budapest.

Sådan kommer du afsted

Fra både København og Billund er der daglige lavprisflyvninger til Budapest. Turen tager blot et par timer.