Tre ting, mænd kan lære af kvinder

1. Gør som kvinderne og red din familie, hvis du dør, mand

Hvordan er din samlever og dine børn stillet økonomisk, hvis du dør uventet? Eller hvis du mister din evne til at arbejde? Det spørgsmål kan flere kvinder end mænd svare præcist på, fortæller forbrugerøkonom hos PFA Pension, Carsten Holdum.

”Flere kvinder end mænd tænker på, hvordan børnene og deres mand er stillet, hvis det værste skulle ske, og de går bort,” siger han og understreger, at det er forsikringen ved dødsfald samt tab af erhvervsevne, kvinder typisk har bedre styr på end mænd.

”Mændene er mere skødesløse og får ikke altid kigget på de to vigtige forsikringer.”

Det kan have fatale konsekvenser. For oven i at miste en ægtemand og en forælder, betyder det i nogle tilfælde, at den tilbageværende forsørger må sælge huset, tage børnene ud af skolen og finde en mindre bolig et andet sted.

”Derfor skal mænd være bedre til at tænke over, hvad der sker med familien, hvis de dør. Især hvis de har børn. Det er i forvejen en stor ulykke for familien at miste en forælder, så sørg for at de ikke får økonomiske problemer på toppen af den menneskelige ulykke,” siger Carsten Holdum.

2. Vær ydmyg og tålmodig som kvinderne og få bedre afkast

Færre kvinder end mænd investerer i aktier. Men når kvinderne investerer i aktier, har de fordel af at være mere forsigtige og tålmodige end mændene.

Det betyder, at kvinderne sjældent begår typiske ’mandefejl’ på aktiemarkedet som fx at stole for meget på egne evner. Den tilgang gør nemlig, at mænd i højere grad tror, de kan finde de helt ’rigtige’ aktier, der vil stige mere end andre.

”Mænd tror nogle gange, de er bedre end de klogeste på aktiemarkedet. De glemmer, at de bare nogle gange har været en heldig ’abe’. Kvinderne satser ikke hele butikken. Det kan mænd godt gøre i et øjeblik af overdreven selvtillid, og det kan blive dyrt på aktiemarkedet,” siger forbrugerøkonom hos Nordea, Ann Lehmann Erichsen.

Hos Female Invest, der arbejder for at få flere kvinder til at investere, fortæller stifter Anne-Sophie Hartvigsen, at kvinder også beholder deres aktier i længere tid end mænd, der modsat køber og sælger mere.

”Når du er tålmodig og holder på investeringerne i lang tid, får du større glæde af renters rente. Når kvinder samtidig køber og sælger færre gange, har de også færre handelsomkostninger,” siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Forbrugerøkonom Carsten Holdum oplever desuden, at mænd oftere investerer for aggressivt i aktier – fx for lånte penge. Når de gør det, kan de blive tvunget til at sælge billigt, hvis aktierne falder i kurs. Det er en typisk mandeting, mener han.

”Kvindernes forsigtighed beskytter dem mod at komme derud. Mændene ville begå færre dyre fejl, hvis de lærte af kvinderne og tog toppen af deres overmod,” siger han.

3. Kvinder er bedre til at drage nytte af formuen

Mens mænd ofte ensidigt tænker på, hvordan de kan tjene endnu flere penge, er kvinder, der har en sund økonomi, bedre til at bruge formuen til at gøre noget godt for sig selv, oplever Ann Lehmann Erichsen.

”Kvinder er bedre til at skåne sig selv ved fx at gå på deltid,” konstaterer hun og anbefaler mændene at gøre det samme:

”Mænd, giv jer selv et sabbatår. Det er kvinderne bedre til. Men mænd tjener mere, så I har bedre råd til deltid eller sabbat.”

penge.jpg

Tre ting, kvinder kan lære af mænd

1. Spar op til en bolig, kvinde

Flere mænd end kvinder ejer en bolig. Noget, kvinderne kan lære af, fordi det typisk er en god forretning at eje sin egen bolig. Historisk har boligmarkedet nemlig øget dets værdi gennem årene, og samtidig er en eventuel værdistigning skattefri, når boligen skal sælges.

”Når folk bliver ældre, kan man se, at boligejere har meget større formuer end dem, der har lejet en bolig. Gennem årene får boligejerne sparet nogle penge op i boligen, og det er svært at skrabe et tilsvarende beløb op i fri opsparing,” siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun anbefaler derfor kvinderne, at de følger mændenes eksempel og begynder at spare sammen til udbetalingen på en bolig.

2. Mænd køber aktier

Som nævnt ejer langt færre kvinder end mænd aktier, og det er ærgerligt for kvinderne. Historisk er værdien af aktiemarkederne nemlig altid steget til nye højder, også selv om aktier svinger i kurs undervejs.

”Her kan kvinder virkelig lære af mændene. Kvinderne skal bare kaste sig ud i det, også selv om de ikke er eksperter,” siger Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest. Hun bakkes op af forbrugerøkonom Carsten Holdum.

”Kvinder skal forstå, at risiko er godt. Det er ved at tage risiko på den lange bane på opsparingen, at man får gevinsten. Hvis man går med livrem og seler på den lange bane, er det bare sikkerhed for, at man ingenting får ud af det,” siger Holdum, som understreger, at det især gælder i disse år, hvor man får nul procent i rente ved at have pengene stående på en konto.

Han minder kvinderne om, at det ikke er så vigtigt, om værdien af fx pensionsopsparingen svinger undervejs, fordi al erfaring viser, at aktierne stiger på lang sigt.

3. Mænd gør ’lagkagen’ større

Hvis mænd mangler penge, kigger de ofte på, hvordan de kan øge deres samlede økonomi, så de får råd til det, de vil have. Kvinder derimod har det med til at spare sig til det, oplever Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

”Hvis der er noget, mændene gerne vil have råd til, kigger de på, hvordan de kan gøre hele kagen større. De kigger på jobskift med højere løn eller på investeringer. Mændene foretager sig noget, så deres økonomi vokser,” siger hun og beskriver samtidig kvindernes strategi:

”Kvinder tænker typisk på, hvordan de kan få mere ud af det, de har i forvejen. De tænker deres økonomi som noget statisk, og på hvordan de kan spare sig rige. Man kan godt leve sparsommeligt, men det bliver man hurtigt træt af. Det giver større frihed at tænke som mændene.”