Var det en svær beslutning at springe ud som selvstændig?

”Jeg havde hele jobpakken, så det var sindssygt at vælge at blive selvstændig, når jeg samtidig har to små unger. Derfor arbejder jeg også som deltidskonsulent ved siden af. Men jeg har altid haft en iværksætter i mig. Min første virksomhed startede jeg allerede som 16-årig. Det var et grafisk designbureau, hvor jeg byggede design til hjemmesider, udviklede logoer og visitkort. Først for venners venner, men senere også for virksomheder. Allerede da jeg var 18 år, fik jeg projekter til mellem 5.000 og 30.000 kroner, så det var egentlig rimelig gode penge i forhold til min alder. På den måde skabte jeg mit eget studiejob. Det betalte mine studiebøger, jeg tog ingen studielån, og det betød, at jeg kom i økonomisk plus på alle kanter.”