Der er livet, og så slutter det. For tre personer alt for tidligt, da en 22-årig mand søndag aften skød og dræbte dem i stormagasinet Field’s i København.

En lang weekend med folkefest og Danmark som smuk kulisse til de første tre etaper i Tour de France fik den værst tænkelige afslutning. Få hundrede meter fra Field’s skulle popkoncerten med Harry Styles blot få timer senere synge hjertelig pop til masserne i Royal Arena. I stedet blev aftenen præget af skudepisoden. Og den vil påvirke os i meget lang tid fremover.

Når der ingen mening er, leder vi nemt forgæves efter svar. Intet kan retfærdiggøre frygten, der nu tager rod i os alle, selvom vi minder hinanden om, at vi ikke må være bange. Intet kan gøre det op for de tab, forældre og pårørende nu skal leve med. Intet kan forklare, hvordan en person i Danmark kan komme så langt ud, at han gør noget så langt ude.

Eller hvad?

Vi ved, hvordan frustrerende sjæle kan finde fællesskaber i internettets afkroge. Vi har set gang på gang hvordan skyderier i USA bliver begået af ensomme stakler, der finder grund til deres handlinger, hvor det normale samfund ophører, og hvor absurde parallelsamfund opstår.

Man fristes til at spørge, om psykiatrien i Danmark har det godt nok. Om vi er gode nok til at samle de få op, som der måske er flere af, end vi går og tror. Er der nok midler til forebyggelse, og er nettet fintmasket nok til at gribe dem, der ellers vil falde igennem?

Med de forkerte øjne er ondskaben overalt. I Danmark er vi vant til at se verden gennem fredens kalejdoskop. I aftes blev det syn forvrænget markant.

Det er på tide, vi får en offentlig samtale om mental sundhed. Vi rykker sammen som nation, når sådan noget sker. Nu er det på tide, at politikerne også rykker fremad, og bevilger, hvad der bevilges skal.