Jeg elsker at holde sommer herhjemme i Danmark, og jeg har haft mange fantastiske af slagsen. I 2011 og 2012 var jeg med i Zirkus Nemo, hvor vi turnerede fra midten af april til september. Jeg boede i en cirkusvogn med min mand, som arbejdede hjemmefra og kunne tage arbejdet med på tur. Det var en gammel og fin vogn beklædt med blank mahogni. Indenfor var der en lille entré, et badeværelse med en vidunderlig bruser og et stort køkkenalrum med stue og et soveværelse.

Jeg var kun hjemme i København, mens cirkusset rykkede til en ny by, og kom så tilbage, når alt var sat op. Ellers befandt jeg mig i cirkuslejren det meste af tiden.

I realiteten kunne jeg godt være kørt hjem, hver gang vi optrådte øst for Lillebælt, men det var vigtigt for mig at indgå i det sociale liv omkring Zirkus Nemo med de forskellige artister fra hele verden, folkene omkring showet og deres koner, børn og hunde.

Det var som en lang ferielejr. Nogle spillede kongespil, andre sad og læste bøger. Ellers slappede man bare af i vognen. Vi lavede jævnligt mad sammen, grillede og tog ud og oplevede byerne og områderne, vi optrådte i. Det var en skøn måde at se det danske sommerland på. Et af årene købte jeg et tv til vognen, men det kom aldrig op at køre, fordi vi havde gang i så meget andet.

I nogle uger lavede vi cirkus i Christiansminde mellem Svendborg og Thurø, som ligger lige ved vandet. Min familie kom på besøg og boede på Hotel Christiansminde ved siden af cirkusset og så forestillingen. Når vi var færdige, gik vi de få meter, der var ned til vandet, og badede.

En svensk artist ved navn Ingo var også med. Han optrådte med søløver, og når de havde fri, tog han søløverne med ud og bade i havet ved Christiansminde Strand. De var godt opdraget og kom tilbage, når Ingo piftede. Det var som at have sine hunde med på stranden. Søløverne var meget venligsindede, så de spredte heldigvis ikke frygt blandt de andre badende gæster. Det var en vidunderlig tid.